Hjarbæk Kro er blevet sat til salg

Søger nye ejere til historisk kro ved fjorden

16. oktober 2019, 12:26
Hjarbæk Kro er sat til salg.

Hjarbæk Kro er netop sat til salg. Det oplyser ejerne, familien Pedersen, på facebook.

Begrundelsen er, at Jannie og Nalle ønsker at gå på pension. Samtidig ønsker Troels og Sandie at bruge mere tid hver for sig med datteren.

De seneste år er kroen blevet drevet i makkeskab mellem den ældre og den yngre generation af Pedersen-familien: Erland »Nalle« og Jannie samt sønnen Troels og svigerdatteren Sandie.

- Det er meget vigtigt for os at pointere, at Hjarbæk Kro altid har været og stadig er vores hjertebarn, så vi sælger kun til den/de helt rigtige, som vil køre kroen videre i samme ånd som os, skriver familien.

Hjarbæk Kro har fra gammel tid været toldsted, da havnen i Hjarbæk fungerede som Viborgs adgangsvej til vandet.

I dag er det en kro med plads til 70 mennesker indenfor, en god gårdhave samt en sommerpavillon, hvor der er plads til 60 gæster.

Placeringen er unik med fjorden som nærmeste nabo.

Kroen holder stadig åbent i salgsperioden.