Vejarbejde i Løgstrup Væksten blev væk hos Jonas

Brugsen har haft en mindre tilbagegang under vejarbejdet

25. oktober 2019, 06:51
Uddeler Jonas Jensen, Dagli’ Brugsen. Foto: Britta Kristiansen

BRUGSEN Dagli’ Brugsen i Løgstrup havde gang i en vækstperiode. Lige indtil vejene omkring butikken blev gravet op.

- Det har taget vores vækst. Sammenligner vi med sidste år, er det nogenlunde det samme. Men det tog den vækst, som vi var i gang med at opbygge i år, siger uddeler Jonas Jensen.

Han mener, at de lokale kunder har været meget flittige til at handle, selv når vejarbejdet har været værst.

- Vi har mødt masser af god vilje hos vores lokale kunder. Vi må have haft noget goodwill at køre på, siger Jonas Jensen.

Slap for den helt store omgang

Brugsuddeleren mener, at det er billigt sluppet, hvis kloakeringen og dermed vejarbejdet i Løgstrup kan gøres på fire måneder.

I første omgang var der planer om, at hele indkørslen til Dagli’ Brugsen skulle graves op.

- Men heldigvis har de fundet ud af at skyde det gennem jorden, så vi slipper for at få gravet det hele op, siger en lettet uddeler.

Han mener, at tidsplanen kører, som den skal i øjeblikket for vejarbejdet, så derfor håber han, at det bliver færdig i november.