Skumhåndbold: 52 hold og nul harpiks

Et rekordstort antal deltagere har været bløde nok i bolden til at melde sig til årets sjoveste håndboldfest

24. oktober 2019, 15:05
1 af 5 Privatfoto
2 af 5 Arkivfoto: Henrik Bagge
3 af 5 Arkivfoto: Henrik Bagge
4 af 5 Arkivfoto: Henrik Bagge
5 af 5 Arkivfoto: Henrik Bagge

Stoholm Intet mindre end 52 hold stiller op til årets sjoveste håndboldbegivenhed i Stoholm IF, nemlig de tilbagevendende mesterskaber i Skumhåndbold, der i år afvikles for ottende år i træk lørdag den 26. oktober i Stoholm Fritids- og Kulturcenter.

Og med udvidelsen fra 40 til 52 hold, kan arrangørerne notere sig en ny rekord med 367 aktive deltagere.

Kommer fra nær og fjern

I løbet af dagen afvikles ikke mindre end 176 kampe i de to haller, og den store tilslutning glæder hovedarrangørerne bag stævnet, de to bysbørn og håndboldentusiaster Per Ryberg og Flemming Jensen.

- Vi har med skumhåndboldstævnet skabt et koncept, som folk fra nær og fjern prioriterer højt. Det mærker vi tydeligt på interessen for at deltage, og stævnet er derfor vokset støt de sidste otte år. Det kræver efterhånden et stort koordineringsarbejde, når 176 kampe skal afvikles på en dag. Havde det været almindelige håndboldkampe, havde det krævet mindst fem haller, fortæller Flemming Jensen.

Alle kan deltage

Stævnet afvikles som 9 minutters kampe, som spilles på tværs af banen på de såkaldte børnemål, og som navnet antyder, spilles der med en blød skumbold.

Skumhåndboldstævnet tiltrækker traditionelt alt fra habile boldspillere til nybegyndere, hvilket netop er charmen ved det.

-Alle kan deltage, også uden forudgående kendskab til håndbold, så længe du medbringer dit indre legebarn og ikke er bange for at have det sjovt. De deltagende hold er alt fra naboer til gamle skolekammerater og håndboldvenner, siger Per Ryberg.

Stævnet er en dag med fokus på fællesskab og gode oplevelser, men der kåres selvfølgelig også en vinder af både dame- og herrerækken.

Stoholm IF Skumhåndbold Mesterskaberne starter lørdag klokken ni, og dagen slutter med et brag af en fest, når de sidste finaler er færdigspillet.