Vi har en chauffør...

Stoholm/Viborgs målmand Allan Lundsby parkerede bussen mod Skive

25. oktober 2019, 23:04
Dagens helt Allan Lundsby (tv), der var rykket op fra andetholdet, udveksler gode råd med Thomas Sloth Jensen, der også var ny i truppen. Foto: Henrik Bagge

Stoholm Stoholm/Viborg Håndbold har holdt kamppause i to uger, og i mellemtiden har holdet fået noget, der var sørgeligt savnet: En bredde.

Det kom til udtryk i fredag aftens lokalopgør mod Skive fH 2, som endte med en fortjent sejr på 35-28 til hjemmeholdet efter 16-14 ved pausen.

Det blev nemlig mere end noget andet en kamp, hvor Stoholm/Viborgs bredde virkelig var sendt til eksamen og bestod med bravour.

For eksempel var holdet til kampen for alvor såret på målmandsposten, da Daniel Claudis skulder endnu ikke er i orden, og Jacob Weinreich har reddet sig en gang kyssesyge.

Ind i truppen var i stedet kommet Thomas Sloth Jensen, der ikke rigtig har spillet i to år, og så Allan Lundsby, der var hevet op fra andetholdet.

Parkerede bussen

Og især sidstnævnte blev en afgørende faktor, da han blev sendt på banen efter 25 minutter og populært sagt parkerede bussen foran hjemmeholdets mål.

Igen og igen pillede han pynten af Skives afslutninger både bagfra, forfra og fra fløjen.

Truslen var indtil da næsten udelukkende kommet fra Skives garderhøje baghugger Moussa Lihn Dembele, der allerede efter få minutter fik en personlig skygge på sig, men derefter blot viste sig som en særdeles flink fodermester til både streg og fløj.

Ham havde Stoholm/Viborg svært ved at styre. Til gengæld havde Skive ikke rigtig taget et forsvar med, der var værd at snakke om, og derfor endte en rigtig højoktan første halvleg med tjubang og 30 mål.

Trak hurtigt fra

Men fyrværkeriet fortsatte faktisk fra anden halvlegs start, bare kun i den ene ende.

For efter bare tre minutter førte Stoholm/Viborg pludselig med fem, og »hvad skete der lige der« stod at læse i ansigterne på Skive-spillerne.

Den føring kom skibonitterne aldrig i nærheden af at indhente, og at de i sidste ende fik lov at passere Allan Lundsby 28 gange, var mere et spørgsmål om at holdene det sidste kvarter bare byttede mål, da kampen var afgjort.

Bredden viste sig

Allan Lundsby endte som dagens helt, men hele vejen rundt viste bredden sit glade ansigt frem.

Da Mikkel Grønbech efter 20 minutter scorede til 10-10 havde hele den fem mand store bagkæde således budt ind med scoringer, og da årgang 83-eren Kim Dahlgaard Jensen, der ellers nu om dage frister en komfortabel tilværelse på andetholdet, også bød ind med tre basser fra højre fløj var al snak om Stoholm/Viborgs manglende bredde for alvor forstummet.

Ingen jublede i øvrigt højere over Kim Dahlgaard Jensens scoringer end Per Ryberg, måske fordi han for en gangs skyld ikke var den ældste på holdet.

Og hvor var stregspiller og forsvarskrumtap Jacob Lauridsen så henne? Ja, han sad såmænd og så hele kampen fra Stoholm/Viborgs bænk. Det var der nemlig råd til på dagen.

Og det bedste af det hele? Han var ikke engang ensom derude.