Stoholm er klar til oprykningskamp

De lokale helte er nu snublende tæt på serie 2

28. oktober 2019, 16:20
Arkivfoto

Fodbold – serie 3 for herrer

Karup/Kølvrå 07–Stoholm IF 2-4 (1-2)

Målscorere for SIF: 0-1 v. Jonas Adamsen (2. minut), 1-2 v. Mark Dalgaard Svendsen (41. minut), 2-3 v. Jonathan Jul (61. minut), 2-4 v. Nicolaj Christensen (87. minut)

Stoholm IF-Fodbold har været under konstant pres i det her efterår i forhold til at bibeholde 1. pladsen og dermed oprykning til serie 2.

SIF’erne har sammen med Sunds været aldeles suveræne, og der har ikke på noget tidspunkt været plads til fejltrin. Det gør sig også gældende nu inden den allersidste match i 2019, så der er lagt i kakkelovnen til oprykningskamp på lørdag i Stoholm.

Jesper Lindegaard og Co. har vundet samtlige kampe pånær to uafgjorte mod henholdsvis Ravnsbjerg/Løgstrup og Sparkær. Men det har ikke været muligt at slå et hul til Sunds, for de har vundet lige så mange kampe som Stoholm IF-Fodbold – til gengæld har de tabt begge indbyrdes opgør, så det giver SIF’erne et forspring på to point.

Dermed er sagen klar – bliver det til en hjemmesejr eller uafgjort på lørdag, så kan champagnepropperne springe, og festen kan begynde.

Taber SIF, og Sunds samtidig vinder ude over Eastside Viborg, så bliver det »kun« til en 2. plads og dermed venter et besværligt og meget svært oprykningsspil. Med andre ord – der er pres på.

Men lørdag eftermiddag – i silende regnvejr – modstod Jesper Lindegaards tropper nok engang presset og sejrede med 4-2 på en meget vanskelig udebane på Kølvrå Stadion.

Assistenttræner Kim Kirkeby så sejren som fortjent, men fjandboerne var udfordret undervejs, og det blev en svær dyst.

Gæsterne fik dog en ønskestart med scoring allerede i det 2. minut ved Jonas Adamsen, der flot sendte bolden i nettet fra kanten af feltet.

KK 07 svarede hurtigt igen med en udligning i det 10. minut, da et hjørnespark mundede ud i et langskudsmål.

Før pausen slap Flemming Bennedsgaard og Mark Dalgaard Svendsen alene igennem, og sidstnævnte nettede til 2-1. Det var også stillingen, da dommer Flemming Jensen fløjtede de første 45 minutter af – som sagt foregik det hele tiden med massive regnmængder fra himlen.

Hjemmeholdet kom offensivt ud efter pausen, og på et straffespark i det 50. minut blev der udlignet til 2-2. Det slog dog ikke udeholdet ud, og nok engang tog SIF’erne føringen, da Morten Groth efter en god times spil slog det glimrende indlæg, som Jonathan Jul flot headede i nettet.

I den absolutte slutfase kunne topscorer Nicolaj Christensen lukke og slukke, da han udnyttede spillende cheftræner Jesper Lindegaards forarbejde – dermed slutcifrene 4-2 til Stoholm IF-Fodbold efter 90 minutters anstrengelser på Kølvrå Stadion.

- Under svære forhold havde vi bolden mest og skabte også de fleste chancer, så derfor fik vi en fortjent sejr. Men vi fik bestemt lov til at arbejde for de tre point, og hele efteråret har vi vidst, at der ikke var plads til smuttere. Nu vil det vise sig, om vi også kan modstå presset i den sidste match – kan vi det, så skal vi nok få en fornøjelig lørdag, kom det fra assistenttræner Kim Kirkeby.

Modstanderen i sidste spillerunde er Viborg Nørremarken, der også har ting og sager på spil – viborgenserne risikerer nemlig at komme i nedspil til serie 4.

Der fløjtes op til den altafgørende dyst på lørdag den 2. november klokken 13.30 i Stoholm.