Få gratis vaccination mod influenza

Fra den 1. november kan du flere steder gratis sikre dig mod influenza, som faktisk kan være dødelig

30. oktober 2019, 06:45
Arkivfoto: ColorFactory

Fjends Det resulterer i unødvendigt mange hospitalsindlæggelser og dødsfald, når Danmark rammes af influenzaepidemier.

På trods af, at det er gratis, ufarligt og blot tager få sekunder at blive vaccineret, er der alt for få danskere der bliver det.

Især når det kommer til statens tilbud om gratis vaccination til alle, der er fyldt 65 år inden 15. januar 2020, gravide og personer med nedsat immunforsvar, er der grund til bekymring.

Du kan dø af det

Ifølge Danske Lægers Vaccinations Service er mange nemlig ikke klar over, at man rent faktisk kan dø af influenza.

- Der er måske en manglende forståelse for, at influenza ikke bare er en grel forkølelse, der kan klares med en rom toddy og et par dage på sofaen med Netflix. Influenza er gledet ind i vores sprogbrug, når vi skal forklare familie, venner og arbejde, at vi er lidt mere syge end bare forkølet om vinteren. Men influenza er ikke bare en hård forkølelse, siger Mogens Rishøj, cheflæge for Danske Lægers Vaccinations Service.

Sidste år døde 1644 danskere af influenza ifølge Statens Serum Institut. 1200 af disse var over 64 år.

Fire muligheder i Fjends

Fra den 1. november kan man over 1000 steder i landet, herunder i Fjends, blive vaccineret gratis, hvis man tilhører en af de omtalte grupper, og for nedsat pris for alle andre.

I Sjørup skal man møde op i forsamlingshuset fredag den 8. november klokken 12-13, mens der i Stoholm er hele tre muligheder.

I lægeklinikken kan man møde op mandag den 4. november klokken 14-17, i Stoholm Kirkecenter foregår det fredag den 8. november klokken 9.00-10.30, og på apoteket har de udlært personale klar i hele perioden fra den 1. november til den 15. januar 2020.