Dobbelt hattrick: Kasper Møller sænkede Eastside

Goalgetter gjorde, hvad der passede ham, da han garnede seks gange i samme kamp

30. oktober 2019, 11:29
Ikke alene scorede Kasper Møller, der her ses under en kamp mod Borup i Fjends Cup, seks gange. Han leverede også assisten til det sidste mål i 7-3 sejren over Eastside Viborg. Arkivfoto: Benjamin Christensen

Fodbold, serie 3 herrer

Sparkær IF-Eastside Viborg 7-3 (5-0)

Inden dagens kamp på Sparkær Stadion mod Claus Højgaards Eastside Viborg var hjemmeholdet sikker på at rykke ned i serie 4, hvorimod gæsterne havde nok at kæmpe for.

Det var ikke til at se, for Sparkær endte med at vinde 7-3 efter 5-0 ved pausen, og 6 af målene var signeret Kasper Møller, der ikke har spillet meget i efteråret.

Sparkær sad fuldstændig på 1. halvleg, selvom gæsterne nok havde bolden mest, men de levede livet farligt med for mange folk fremme på banen.

Det blev straffet med stort set lange bolde fra Sparkær frem om Kasper Møller, der gjorde, hvad der passede ham. Han startede dog med at skyde ved siden af efter et kvarter, men derfra fandt han netmaskerne.

Det blev 1-0 efter 20 minutter. Fem minutter senere løb han fra forsvaret i venstresiden og serverede bolden for Michael Hansen, der let scorede. Det blev 3-0 i det 35. minut efter en lang fremlægning fra Alexander Visholm og 4-0, da han afdriblede tre mand i feltet. Målet til 5-0 faldt efter et godt indlæg fra Daniel Brøns.

2. halvleg blev lige stik modsat første, idet Sparkær ikke kunne holde fast i den kompakte opstilling og de gode kombinationer. Derimod fik Eastside godt fat og fik flyttet spillet frem på Sparkærs banehalvdel, hvor de nu kombinerede godt. De var dog ikke specielt farlige foran mål, selvom Andreas Bakholdt, der fik 2. halvleg i målet, havde nogle fine redninger. I det 65. og 80. minut fik Eastside reduceret til 5-2, men i de sidste 5 minutter gik det så stærkt.

Møller gjorde det 6-2 i det 85. minut, Eastside reducerede på straffespark minuttet efter, inden Kasper Møller lukkede i det 89. minut, da Daniels Brøns uselvisk gav ham muligheden for mål nr. 6.

Træner Poul Vistisen var da også meget tilfreds efter kampen.

- Det var en forrygende 1. halvleg, hvor vi viste energi og vilje og var gode til at kombinere, inden den afgørende aflevering blev lagt. Og så var vi uhyre effektive på en dag, hvor jeg igen kunne stille med et stærkt hold. Efter pausen kom vi skidt ud, og de fik alt for meget plads, og så var de gode. Men når vi fik ro på, kom vi jo nemt til chancer igen og sluttede godt. Jeg så to gode målmandspræstationer, og jeg er glad for, at vi stepper op og slutter godt af, lød det fra træneren.