Kongenshus Kro: Ny forpagter nyder hvert minut

Marianne Brunhøj Frøik Larsen kan se tilbage på sine første tre måneder som forpagter af Kongenshus Kro

31. oktober 2019, 12:41
Marianne Brunhøj Frøik Larsen har nu forpagtet Kongenshus Kro i tre måneder. Det trives hun med. Foto: Pia B. Jakobsen

Kongenshus Nogle kalder Kongenshus Kro for en miniudgave af Svinkløv Badehotel, og stateligheden, naturen, roen og det smagfulde interiør lader i hvert fald intet tilbage at ønske.

Marianne Brunhøj Frøik Larsen er da også superglad for sit nye job i de smukke omgivelser. Det var HedeDanmark, der prikkede til hende og spurgte, om hun kunne være interesseret i at overtage forpagtningen af Kongenshus Kro.

- Jeg sagde ja, da Kongenshus Kro er en smuk, veletableret institution med et godt ry, siger Marianne Brunhøj Frøik Larsen, der derfor valgte at tage udfordringen op, selv om hun fortsat er ansvarlig for driften af Café Spangsberg i Viborg, som hun har forpagtet de seneste tre år.

Ikke dobbelt arbejde

På Café Spangsberg startede hun fra nul og har arbejdet hårdt for at oparbejde et godt ry.

Forpagtningen af Kongenshus er altså kommet oveni, men heldigvis har det ikke betydet dobbelt så mange arbejdstimer. Hun har valgt at ansætte to kokke, men hun svinger også selv jævnligt grydeskeerne. 10-15 løst ansatte hjælper til primært i weekenderne.

- Det er hårdt, men jeg nyder hvert minut, fastslår hun, der nyder afvekslingen og de forskelligartede udfordringer.

Og på Kongenhus Kro, som jo er af ældre årgang, er opgaverne mangeartede. For nylig kom hun til kroen en tidlig morgen for at tage imod overnattende gæster.

Der var iskoldt. Varmen fungerede ikke. Hendes mand, der arbejder i VVS-branchen bød ind, men det var det tidligere forpagterpar, der kendte husets særheder og kunne forklare, hvordan det problem blev løst.

Kro med hygge og ro

Marianne Brunhøj Frøik Larsen er helt klar på, hvad hun vil med stedet.

- Vi startede med at ændre navnet til Kongenshus Kro. Det skal være en hyggelig kro ude på heden, hvor man kommer hinanden ved og kan få gammeldags mad, siger hun.

For stedet bruges af mange forskellige typer mennesker. Mange firmaer bruger kroen til overnatning. Det kan også handle om en større familiesammenkomst som for nylig, hvor et hold fætre og kusiner havde lejet stedet. De havde bestilt en rundvisning på heden ved en skovfoged fra HedeDanmark, og derefter ventede en tre retters menu på kroen.

Det er også populært at afholde bryllupsfester på kroen. For nylig evaluerede et begejstret brudepar, at Kongenshus Kro var det perfekte sted at holde bryllup. Her er ro til at snakke med hinanden og til at snakke med personalet. Gæsterne følte sig hjemme.

Menu følger årstiderne

Den fremtidige menu er tilpasset årstidens muligheder. Fra og med uge 43 kan man fredag og lørdag bestille en fire retters månedsmenu.

Den kommer til at skifte fra sæson til sæson, for Marianne Brunhøj Frøik Larsen foretrækker friske, danske råvarer.

Et andet nyt tiltag er i øvrigt, at Kongenhus Kro fremover vil levere mad ud af huset. Det gælder både til jul og nytår, men også til næste sommer, hvor flere har efterspurgt muligheden for at købe en picnickurv til at tage med på gåtur på heden.

- Det er godt med noget nyt, men de gode traditioner skal man nu også værne om, fastslår den nye forpagter.