Kom til åbent Fjandboarkiv

Torsdag åbner de gæstfrie mennesker bag Fjends Egnshistoriske Forening igen dørene på vid gab

04. november 2019, 06:40
Æ Fjandboarkiv gør for eksempel et stort arkiveringsarbejde af billeder som her fra Stoholm Station omkring 1915. Fra venstre ses stationsforstander Jensen, post Jakob Stavnsbjerg, post Christen Overgaard, post Anton Hasselager, post Mads Refsgaard, portør Mikkelsen, portør Bech, fru Jensen og fru Mikkelsen. Foto: Æ Fjandboarkiv

Stoholm Fjends Egnshistoriske Forening indbyder til åbent hus på Æ Fjandboarkiv torsdag den 7. november fra klokken 14–17.

På dagen vil der være særudstilling af gamle billeder og plancher, og der vil køre billeder på en TV-skærm.

I mødelokalet ved siden af arkivet er der kaffe/the og kage, og også her kører gamle og nyere billeder fra forskellige steder i Fjends.

Der bliver rig lejlighed til en uformel snak med såvel de frivillige på arkivet som bestyrelsen for foreningen.

Så savner du oplysninger om en bestemt egn eller måske din familie eller andre, er Æ Fjandboarkiv stedet at spørge. Måske findes der noget, og arkivet overholder naturligvis arkivlovens tilgængelighedsregler.

Modtager gerne materiale

Æ Fjandboarkivs dækningsområde er den gamle Fjends Kommune. På arkivet findes cirka 100 hyldemeter arkivalier af stor forskellighed med tusindvis af billeder og personpapirer.

Arkivet modtager dog meget gerne mere materiale, så arrangementet kan være en fin lejlighed til at tage det med, hvis man har noget liggende. Og som arkivet lægger vægt på: Det er almindelige mennesker, der skriver den »rigtige« historie.

I anledning af arrangementet har foreningen i øvrigt nedsat prisen på historiebogen om Stoholm. Den blev en stor succes, men man har et restlager, som nu sælges til 98,00 kroner pr. stk., hvilket er under halv pris.