Brugsen i Løgstrup udvider sortimentet

Bakeoff og en afdeling med delikatesser kobles på i løbet af 2020

01. november 2019, 15:20
Datoen er endnu ikke på plads, men det bliver i løbet af 2020, at uddeler Jonas Jensen og Dagli´ Brugsen i Løgstrup udvider med en delikatesseafdeling og bakeoff. Arkivfoto: Britta Kristiansen

Løgstrup Fra engang i løbet af 2020 kan den travle kunde nu også redde sig en hurtig, men god gang aftensmad eller frokost i Dagli´ Brugsen i Løgstrup.

Ifølge uddeler Jonas Jensen har man nemlig bestemt sig for at udvide sortimentet med en delikatesseafdeling.

Samtidig slår man sig også på bakeoff til de tidlige kunder.

Rammerne er der

Jonas Jensen kan endvidere oplyse, at det alt sammen kommer til at ske inden for de eksisterende rammer af butikkens faciliteter og at der således hverken følger ny- eller ombygning med udvidelsen.

- Vi etablerer et køkken og en delikatesseafdeling med færdigretter, smørrebrød, landgangsbrød, stjerneskud og den slags. Vi mærker en efterspørgsel på fabrikerede eller halvfabrikerede madvarer, og det er den, vi nu imødekommer. Og så vil vi også gerne være lidt fremsynede og give butikken en ny og skarpere profil, siger Jonas Jensen.

Ingen mad ud af huset

Han understreger, at der hverken er tale om at etablere slagterafdeling eller mad ud af huset, som man har det hos naboen Slagter Storm.

Samtidig starter Dagli´ Brugsen op med bakeoff. Hidtil har man modtaget brød fra genboen Løgstrup Bageri, men da denne holder lukket om mandagen, står også Dagli´ Brugsen uden brød til folket på ugens første arbejdsdag.

- Og det er simpelthen uholdbart set i lyset af den store efterspørgsel, der er, siger Jonas Jensen.

Plads til alle

Ifølge uddeleren reagerer man udelukkende på et stigende behov, man har registreret hos byens borgere, og man er ikke ude på at gøre kårene ringere for nogen i nabolaget.

- Jeg håber med alt det her, at der stadig er plads til alle, og jeg håber også, at vi kan generere mere trafik til byen og til vores parkeringsplads, så det også smitter af på både bageren og slagteren, siger Jonas Jensen.