Heldig hånd med hurtig hoppe

Familien Danielsen på Feldingbjergvej har fundet en travvinder i Danielle D D

05. november 2019, 15:21
1 af 2 Det er Mikael Danielsen (yderst tv), der har opdrættet Danielle D D, som for nylig sejrede i Grand Circle 4 års Hoppechampionat. I den røde jakke er det hustruen Solvejg, og til venstre for hoppen er det sønnen Bjarne fra familieforetagendet. Foto: Kjeld Mikkelsen
2 af 2 Danielle D D blev vinder af Grand Circle 4 års Hoppechampionat. Foto: Kjeld Mikkelsen

Stoholm Det har på det seneste runget lidt ekstra af velkommen vinder-vrinsk i en stald på Feldingbjergvej i udkanten af Stoholm.

For nylig kunne to generationer af hesteopdrættere nemlig juble, da familien Danielsens Danielle D D sejrede i Grand Circle 4-års Hoppechampionat på Fyn.

Den hurtige hoppe er i træning hos familiens nabo og kusk, Jeppe Rask, hvor hun også bor til daglig, og hun blev allerede sidste år regnet for en af de hurtigste i sin årgang.

Alligevel har Danielle D D ikke helt ramt vindersporet i denne sæson, selv om det både blev til en 3. plads i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix og en sejr i hendes Derbyprøve.

Fælles familiehobby

Men i Grand Circle spillede det hele, så hun efter et perfekt løb kunne sprinte frem til sejr og en førstepræmie på 205.000 kroner til familien Danielsen, der har travsporten som en fælles hobby.

- Det er jo sådan noget som det her, alle går og drømmer om, sagde 77-årige Mikael Danielsen begejstret til sitet travservice.dk efterfølgende.

Med sejren i Grand Circle 4-års Hoppechampionat har Danielle D D i alt tjent 434.000 kroner og bliver dermed også et interessant følhoppeemne.

Men inden da vil familien fortsætte med at starte deres nye vinder i væddeløb i mindst en sæson endnu. Og fra nu af bliver det ikke længere i 10.000 kroners løb, oplyser Mikael Danielsen.

Sammen med hustruen Solvejg og sønnen Bjarne har han i alt fire følhopper på ejendommen udenfor Stoholm.