Alle mand på dæk

Kjeldbjergvejens Auto gør lige nu folket vinterklar

06. november 2019, 10:28
Kjeld Kristensen har efterhånden haft Kjeldbjergvejens Auto i 20 år, og der er heldigvis ikke blevet mindre at lave. Foto: Henrik Bagge

Kjeldbjerg Det er ikke, fordi Kjeld Kristensen og resten af holdet på Kjeldbjergvejens Auto normalt mangler noget at give sig til.

Men nu, da vintermørket falder på, er der traditionelt noget, der fylder mere på værkstedet end andet.

- vi har heldigvis generelt travlt, men på den her tid er det som sædvanligt vinterdækkene, det drejer sig om, når temperaturerne begynder at falde. Det er bare noget, vi ved, der kommer her i oktober og november, siger Kjeld Kristensen.

Kjeldbjergvejens Auto opbevarer en del hjul med vinterdæk for kunderne, men vi er ude på landet, så mange har også god plads til selv at have dem liggende og så bare bringe dem ind på værkstedet, når det er tid.

Sværere selv at gøre det

Der er også stadig folk, der selv klarer at få skiftet til vinterdæk, men der bliver længere imellem dem.

- Det bliver sværere og sværere på de nye biler, når der er TPMS, altså dæktryksovervågning, på, for mange af dem skal der en computer på for at nulstille værdierne, og der er flere forskellige ting, man skal gøre, for at få det til at spille igen, siger Kjeld Kristensen og pointerer, at der er store forskelle på, hvordan man håndterer den del blandt de forskellige bilmærker og -modeller.

Ellers anbefaler han, at man tænker over at få frostsikret kølesystemet, får tjekket batteriet og får givet dørlåsene lidt olie og listerne lidt silikonespray, så bilen er klar til vinterens strabadser.

- Det er små ting, man kan gøre. for at holde bilen problemfri, men det er jo alt sammen noget, vi klarer som en selvfølge for dem, der kører deres bil på værksted her, siger Kjeld Kristensen.

Går stabilt godt

Ellers går det med Kjeld Kristensens eget udtryk »stabilt godt« med at være mekaniker ude på landet her efter tyve år på Kjeldbjergvej.

Han har en trofast opstilling af tre svende, der har været de samme gennem flere år, og en lærling, der er et år henne i sit forløb.

Så er der konen Maria, der styrer kontoret med hård hånd, og en pedel, der kommer tre gange ugentligt.

Men at opstillingen er stabil, betyder langt fra, at de altid er fuldtallige. Det er nemlig ikke det samme at være mekaniker i dag, som for 25 år siden, og opkvalificerende kurser fylder også meget i arbejdsplanen.

- 50 procent af arbejdet i dag er jo at kunne håndtere en computer og tolke de data, bilen lægger ud. For vi kan trække næsten alt ud af en bil, men det er lige med at vide, hvad man skal trække ud, og hvad man skal bruge det til. Det nytter ikke noget at sidde med en helt masse tal, hvis du ikke ved, hvad de betyder, siger Kjeld Kristensen.

Alle sendes på kursus

Derfor sendes alle mand løbende på kursus for at kunne tilbyde kunderne den bedste service.

- Jens er lige blevet færdig som dieseltekniker, og Simon er også i gang med en teknikeruddannelse. Og hele banden har også lige været på el-kursus med el-biler og sådan nogle ting, så vi har dem på kursus hele tiden. Det er død og pine nødvendigt, siger Kjeld Kristensen.

Men ikke bare på personalesiden holder Kjeldbjergvejens Auto sig up to date.

Også materiellet bliver hele tiden opdateret, og nyeste værktøj er en firehjulsudmåler, der måler styretøjet ud på bilen. Den er noget af det mest avancerede, der findes på markedet p.t., til at få styretøjet justeret 100 procent ind og for eksempel også kontrollere dækslitagen.

- Den er lynhurtig at bruge. Når det før tog en time til halvanden at lave sådan en udmåling, så har vi nu efter 8-10 minutter styr på, hvad der skal ske. Så det er rigtig godt, siger Kjeld Kristensen.