Nordjyske hesteprangere snød Stoholm/Viborg

Topkampen mod Hjallerup endte med et bittert nederlag

16. november 2019, 19:07
Trøjeriv og hårdhændet behandling af Mikkel Grønbech Hansen (med bolden) banede vejen for en sejr til topholdet Hjallerup, der fredag var på besøg i Stoholm. Foto: Henrik Bagge

Stoholm Stoholm/Viborgs herrer i håndboldens 2. division stod som sædvanlig uden en håndfuld af deres førsteholdsspillere til fredagens topkamp mod Hjallerup IF.

Om det var det, der blev udslagsgivende, er svært at sige, men i hvert fald endte kampen med et bittert nederlag til fjandboerne på 23-24 til rækkens tophold.

I udgangspunktet var der egentlig ikke så meget at sige til nederlaget, for Stoholm/Viborg haltede i store dele af kampen efter det unge hold fra Nordjylland, der flere gange undervejs nåede femmålsføringer.

Hang i trøjerne

Når der alligevel var grund til at ærgre sig, skyldtes det, at Stoholm/Viborg kæmpede forbilledligt med de ressourcer, de havde, og faktisk nåede helt op på lige med to minutter igen.

Men vejen dertil havde gennem hele 2. halvleg været bestrøet med frustrationer over dommerne, der især tillod nordjyderne at hænge i trøjerne på hjemmeholdets spillere.

Særligt Stoholm/Viborgs bedste mand, Mikkel Grønbech Hansen, havde tit nogen på slæb. Hjallerups spillere hang i ham som små børn i mors skørter, og det er som bekendt noget nemmere at styre et trækdyr, hvis man har ordentligt fat i tøjlerne.

Det havde Hjallerups spillere gennem hele 2. halvleg, og de besad tilmed noget af den kynisme og det gode snakketøj, som hesteprangerne på deres hjembys marked er så notorisk kendte for.

De formåede i det store hele at snakke sig ud af de begåede ulovligheder, og i den anden ende udnyttede de kynisk de fejl, hjemmeholdet begik.

Startede uden scoresko

Stoholm/Viborg gjorde det nu heller ikke nemt for sig selv ved at møde ind til to gange halvlegsstart uden scoreskoene på.

Efter 10 minutter af kampen var stilingen 1-4, inden hjemmeholdet primært via godt stregspil og en uhørt høj effektivitet halede ind og kunne gå til pause med 14-14.

Og så gentog det samme scenarie sig i 2. halvleg, bare med den forskel at Stoholm/Viborg denne gang ventede hele 14 minutter med at score deres andet mål!

Men igen halede de stille og roligt ind på nordjyderne, og med to minutter igen kunne Per Ryberg udligne på straffekast.

Da Hjallerup efterfølgende brændte et tilsvarende, stod Stoholm/Viborg pludselig med muligheden for at vinde, men bolden blev smidt væk.

I stedet scorede Hjallerup med 20 sekunder igen, og da Stoholm/Viborgs sidste forsøg med 10 sekunder igen endte i paraderne og gik til hjørnekast, lod dommerne tiden løbe ud, mens bolden lå bag målet og hjemmeholdets spillere desperate appellerede om at få tiden stoppet.

Mikkel Grønbech Hansen blev kampens spiller og topscorer med syv mål for Stoholm/Viborg, der næste fredag skal en tur til Nøvling.