Stort rykind til kalenderpræsentation

En lejlighedsdigter havde været på spil, inden Lokalhistorisk Forenings årskalender blev præsenteret

19. november 2019, 13:28
1 af 4 Præsentation af Årskalender 2020. Privatfoto
2 af 4 Foto: Lokalhistorisk Forening for Løgstrup og Omegn
3 af 4 Præsentation af Årskalender 2020. Privatfoto
4 af 4 Anders Sinding. Privatfoto

Løgstrup Der var på forhånd dækket til 88 i Sognegården i Løgstrup mandag den 11. november til præsentationen af den nye lokalhistoriske årskalender 2020.

Men det slog slet ikke til. 110 interesserede tilhørere dukkede op, så konfirmandlokalet måtte tages i brug under kaffen.

Ved præsentationen fortalte bestyrelsesmedlemmer i Lokalhistorisk Forening for Løgstrup og Omegn om de dele af kalenderen, de havde været involveret i.

Der var emner med gamle og nye billeder fra de fem sogne, foreningen dækker. Om jernbanens anlæggelse, Vordegård, en slægtshistorie med udgangspunkt i Rogenstrup, jordemoderhuset i Fiskbæk, Anderslevgaard og meget mere.

Kalenderen blev godt modtaget, og mange købte den. Den kan også købes i Dagli´ Brugsen i Løgstrup.

Rim på bordene

Før kaffen var der foredrag ved museumsformidler Anders Sinding fra Gl. Estrup Herregårdsmuseum. Det omhandlede forholdet gennem tiderne mellem »herremand og kirke«, herunder vores lokale herregård, Taarupgaard.

På bordene var fremlagt en lille seddel med opfordring til ikke at smide minderne ud. Det var skrevet på rim og lød således:

Smid aldrig papirer og billeder væk,

Oprydning er alle arkivfolks skræk

Folk er tit ikke i stand til at dømme

når et gammelt barndomshjem de skal tømme:

»Bedstefar havde så mange ting,

som ligger i huset her, rundt omkring.

Vi fylder containeren ude på gaden!«

Ak ja, - sådan skete skaden.

Alt det som »var til ingens nytte«,

det blev grådige flammers bytte.

I sådanne sager ku’ meget man finde

Om menneskers liv – både ude og inde:

Om mølle og brugs, mejeri og skole.

Om køkken og stuer med borde og stole,

Om egnens skæbne i krig og fred.

Om rig og om fattig man ku’ få besked.

Billeder viser, hvordan Bedste så ud,

da hun for 50 år siden stod brud…

Så husk, når du tømmer loft eller kælder:

Inden endelig dom du fælder,

kontakt os først – kom, ring eller skriv

til Løgstrup og Omegns Lokalarkiv!