2 MENINGER: Klimabevidsthed

Hvad gør du for at spare på energien og være klimavenlig?

24. november 2019, 06:29
1 af 2 IVAN HØEG, LØGSTRUP Klimaudfordringerne bliver større og større, og jeg tænker naturligvis også over, hvorledes jeg kan agere mere klimavenligt end tidligere. Imidlertid synes jeg, at klimadiskussionerne har taget overhånd og fyldt alt for meget, i forhold til hvilke andre udfordringer vort samfund står over for. Vi har en tendens til, at vi i Danmark skal være foregangsmænd for alt – det gælder også i klimadebatten. Vi skal vise et godt eksempel, men vi bør også sætte mere ind på at påvirke andre lande til at gøre mere. Vi er trods alt en lille brik i den store sammenhæng. Jeg selv spiser til daglig mindre kød og i stedet mere fisk og fjerkræ, og jeg gør, hvad jeg kan, for at spare på energien. Imidlertid vil jeg stadig fortsætte med at flyve på ferie 2-3 gange om året, som vi altid har gjort.
2 af 2 CHRISTINA BILDE HEILSKOV, STOHOLM Jeg er meget bevidst om at være klimavenlig, og det er i det meste, jeg foretager mig, og det har jeg været hele mit liv. Både på hjemmefronten og på mit arbejde. Jeg affaldssorterer naturligvis og også mere end kommunen beder os om med hensyn til affaldscontainerne. Jeg genbruger ALT, hvad der er muligt, og undgår madspild. Jeg undgår at bruge plastik, skyllemiddel og tørretumble mit tøj. Jeg slukker lyset efter mig og fyrer ikke for gråspurvene. Bilen står stille hvis muligt, og elforbruget bliver holdt nede på alle mulige måder. Jeg mener, det er min opgave at være med til at passe på vores planet, og det er faktisk slet ikke så svært endda. Det er vel i virkeligheden bare en vanesag.