Gert gi´r den gas

En Kosan gasautomat på Tanken i Stoholm betyder, at du nu 24/7 kan få byttet gasflasken

28. november 2019, 11:29
Kosangas har lejet sig ind hos Gert Johansen på Tanken, så der nu også tilbydes aflevering og køb af gasflasker døgnet rundt i Stoholm. Foto: Henrik Bagge

Stoholm Tanken i Stoholm føjer hele tiden nyt til den i forvejen brede vifte af tilbud på adressen i Østergade.

Nyeste tiltag er en gasautomat fra Kosangas, som har lejet sig ind på matriklen hos Gert Johansen, der genåbnede Tanken i Stoholm i september 2018.

Det betyder, at man nu 24 timer i døgnet både kan indlevere den tomme gasflaske og »hæve« en ny fra den gule automat, der allerede står på hjørnet ved indkørslen til Tanken.

- Den er fuldautomatisk. Det vil sige, at du kan gå ned og købe en flaske, og du kan gå ned og aflevere en flaske. Den tomme ind ad én låge, og den fulde ud ad en anden låge, og det hele kører på betalingskort. Man skal sådan set bare følge instruksen på skærmen, siger Gert Johansen, der mener, at det hele kan klares på et minut.

En knippelgod idé

Der kommer to størrelser gasflasker i automaten, nemlig de gængse standarder på henholdsvis 5 og 11 kilo, og de fås begge i både den normale og letvægtsudgaven.

Gert Johansens aktie i foretagendet begrænser sig til, at han lejer pladsen ud til Kosangas, men han er godt tilfreds med, at matriklen nu også kan tilbyde den slags hjælp til folket.

- Jeg synes, at det er en knippelgod idé, og der er faktisk mange, der har efterspurgt gasflasker på tanken, når de lige har stået og grillet en aften og så er løbet tør. Men det har ikke været noget, jeg selv kunne binde an med, så det her er en helt optimal ordning, siger Gert Johansen.

Klar til Black Friday

Den nye Kosan gasautomat lægger sig i forlængelse af den i forvejen lange række af servicetilbud, Tanken i Stoholm giver borgerne.

Østergade 24 rummer således nu både grillbar, tank, bodega, spillehal, tips og lotto, kiosk og en gildesal, der blev taget i brug på ét-års fødselsdagen og også anvendes til foredrag og live musik.

Seneste initiativ er daglig livedækning af trav fra hele Norden, og snart kan man altså også få byttet sin gasflaske, uanset hvornår i døgnet man forgæves har prøvet at starte grillen op.

Gert Johansen lover, at automaten senest vil være oppe at køre til Black Friday den 29. november.