Anderledes kalender fra begravelsesforretning

13 lokale billedkunstnere har bidraget til årets kalender fra Boudigaard

28. november 2019, 14:24
Fotos: Flemming Worm

Skive Boudigaard Begravelse i Skive har i år bedt 13 billedkunstnere fra egnen om hjælp til forretningens kalender for 2020.

Det har de gjort dels ved at stille et maleri til rådighed, dels med et billede af kunstneren selv og ikke mindst ved at skrive en tekst som svar på spørgsmålet: »Hvad tænker du igennem din kunst på, at der har været og er de største værdier her i livet?«

Kalenderen bliver præsenteret i forretningen i Vestergade i Skive, når der fredag den 29. november er en lille fernisering fra klokken 15, hvor kunstnerne vil være tilstede.

Der vil også være mulighed for at se de forskellige malerier, som vil være udstillet på adressen et stykke tid.

En lille nytårshilsen

Kalenderen bruger Boudigaard Begravelse som en lille jule- og nytårshilsen til de steder, man har berøring med, såsom kordegnekontorer, kirker, kirkegårde, plejehjem, hospicer, krematorier, kapeller på hospitalerne og øvrige kolleger og samarbejdspartnere.

Men alle er velkomne til at kigge ind i forretningen og få udleveret et eksemplar af kalenderen, som er lavet i samarbejde med fotograf Flemming Worm.

På billedet ses de forskellige billedkunstnere, som tæller Kirsten Zobbe (Spøttrup), Lene Lykke (Glyngøre), Ingelise Holm (Skive), Pia Viborg (Skive), Aase Engedal (Skive), Marianne Thomsen (Skive), Tove Andreasen (Vroue), Margarith Christiansen (Skive), Mona Jørgensen (Skive), Ann Sigh (Højslev), Karen Qvist (Ryde), Christina Kjeldsmark (Vinderup) og Lone Boe Nielsen (Spøttrup).