Julemarked hos De blå spejdere

29. november 2019, 10:05
Privatfoto

Stoholm Du skal bare følge duften af æbleskiver af gløgg, lyder opfordringen fra De blå spejdere i Stoholm, der lørdag den 30. november klokken 10-14 afvikler årets julemarked på Iglsøvej 7A.

Som de snart har gjort det i mange år, har Bodil Kristensen og Mie Pedersen nemlig igen svunget æbleskivepanden, så Birkegruppen også i år kan servere æbleskiver tilberedt helt fra bunden.

Derudover trakterer spejderne i Birkelunden med masser af julehygge, salg af juletræer, stort udvalg af flotte og frække nisser og andre hjemmelavede juleting som håndbundne adventskranse.

Birkegruppens Julemarked er også kendt for de mange flotte juledekorationer lavet af naturmaterialer, som spejderne selv har samlet i naturen, og alt sammen produceret af spejderne selv, forældre, lederne og »Birkegruppens dekorationsfolk« i ugen op til julemarkedet.

Også »nissemor« Lisbeth Jeppesen har igen været i sy-, klippe- og klistre-humør, så nye modeller af nisser og engle har set dagens lys.

Der vil være bål udenfor med mulighed for at grille skumfiduser, og hele dagen kan man prøve lykken i amerikansk lotteri eller en tur i tombolaen.

Birkegruppen oplyser i øvrigt, at der ikke er særlig god mobildækning i området, så MobilePay er endnu ikke noget, man er kommet med på. Gangbar mønt er derfor kolde kontanter som i gamle dage.