Bag Disken: En allround type i Hobby-Huset

Som noget nyt går avisen indimellem på opdagelse bag disken i detailhandlen for der at møde typer som Mads

29. november 2019, 14:08
Mads Flensted Andersen fra Roslev er i gang med en to år lang uddannelse som butikselev i Hobby-Huset i Stoholm. Foto: Henrik Bagge

Stoholm Mads Flensted Andersen fra Roslev er 25 år gammel og er i gang med en to år lang uddannelse som butikselev i byggemarkedet Hobby-Huset i Stoholm.

Det har han været i otte måneder og er lige vendt tilbage fra sit første skoleophold i Odder.

Han er et af de mennesker bag disken i detailhandlen, som vi synes, vi godt kender, men alligevel ikke sådan rigtig kender.

Nu er det tid at blive lidt klogere på Mads, der som den første deltager i avisens nye kig ind bag disken i detailhandlen har fået mikrofonen.

En kreativ handyman

Min opgave i Hobby-Huset er...

- faktisk lidt stor, i forhold til at jeg er elev, synes jeg. Jeg får lov at være med til det hele og laver mere eller mindre alt det, en normal butiksassistent laver. Det vil sige at pakke varer ud, sætte dem på plads, bestille dem, snakke med kunder, snakke med sælgere. Ja, lidt af det hele faktisk, og det kunne jeg godt mærke på skolen. De fleste andre var meget specialiserede, og jeg er lidt over det hele. Jeg kunne mærke, at jeg vidste ret meget om mange ting, fordi jeg er mere allround her, og det kan jeg godt lide.

Jeg kan lide mit arbejde, fordi...

- jeg har med mennesker at gøre og kan gå og snakke med dem. Nu har jeg også nogle rigtig gode kolleger at hygge med. Og så kan jeg godt lide, at jeg får lov at bruge mine fingre og samle nogle ting indimellem. Så lidt kreativ og handyman på samme tid, det synes jeg også er meget hyggeligt.

Også uddannet fitness-instruktør

En god dag på arbejde er...

- når det hele bare spiller. Hvis alle forlader butikken med smil i løbet af dagen, så er jeg rimeligt glad. Folk, der kommer med godt humør og lige smider en joke eller to, man kan gå og grine lidt af i løbet af dagen, det synes jeg er fantastisk ved det her arbejde.

Jeg har også tidligere været...

- ude som ufaglært tømrer og asfaltør. Jeg har også, siden jeg var 18, arbejdet som fitness-instruktør og personlig træner, som jeg også er uddannet inden for. Det var fuldtid i tre-fire år, men efter jeg startede som tømrer, blev det mest fritid. Men jeg er uddannet fitness-instruktør på en statsgodkendt skole i Randers.

I min fritid...

- spiller jeg en del fodbold og håndbold. Jeg regner med, at jeg vil starte med fodbold her i Stoholm i næste sæson og se, om jeg kan komme på serie 2 holdet. Det skal have et skud. Nu er jeg jo alligevel herude, så kan jeg lige så godt prøve, og træningen ligger en time efter fyraften. Så kan jeg lige snuppe en bid mad og så tage op og spille lidt fodbold. Jeg tilbringer også en del tid sammen med mine fem søskende, og så spiller jeg en del computer sammen med min søn Malthe på ni måneder, ha ha.