Farvel til Sparkær-præst

Malene Dahl havde sidste gudstjeneste lokalt

01. december 2019, 09:28
Her overrækker Ejner Skovhus, som er formand for menighedsrådet i Stoholm, en gave til Malene Dahl efter hendes sidste lokale gudstjeneste søndag. Til højre Malenes mand, Joakim Dahl. Foto: Britta Kristiansen

PRÆST Sidste søndag var det farvel i mere end en forstand i Sparkær Kirke.

Dels var det sidste søndag i kirkeåret - men det var også sidste søndag, at præst Malene Dahl stod overfor den lokale menighed. Næste søndag er hun nemlig at finde som ny præst i Skals.

Derfor skulle der siges pænt farvel i Sparkær Kirke søndag. Der blev sunget salmer, som betød noget specielt for Malene Dahl og til sidst fik alle oplevelsen af en smukt sunget »Bridge over Troubled Water«, som organist og kirkesanger leverede flot.

Malene Dahl kom til Sparkær og Gammelstrup Kirke i 2011 som nyuddannet præst.

Gaver til præsten

Nu har hun så valgt at søge nye græsgange med embedet i Skals, der er mere enkelt opbygget, end hvor hun har været de seneste otte år. I Skals er der kun en kirke og et menighedsråd.

Både menighedsrådet lokalt og i Stoholm sagde pænt farvel med gaver til præsten, der har været populær. Hun har blandt andet sørget for, at kirkebladet igen blev spændende læsning - ligesom hun har engageret sig meget lokalt. Formand for det lokale menighedsråd Lone Friis Hansen holdt en fin og følelsefuld tale for præsten, som hun takkede for det store engagement og ønskede held og lykke fremover.

Efter gudstjensten blev der budt på lidt at drikke, sandwich og hjemmebagt kage.

Nu søges der efter en ny præst til Sparkær og Gammelstrup. Der er ansøgningsfrist den 9. december og håbet er at få ny præst omkring 1. marts. Indtil da bliver gudstjenester udført at forskellige præster fra nærliggende sogne. Så man kommer altså ikke til at undvære gudstjenester lokalt, selv om præsten har fået nyt job.