Fra skuespiller til præst

Johannes Lunn troede, han skulle være skuespiller - men nu er han præst på Løgstrup-egnen

01. december 2019, 09:40
Som ung ville han være skuespiller. Nu er Johannes Lunn præst - her fotograferet i Vorde Kirke før søndagens gudstjeneste. Foto: Britta Kristiansen

PRÆST Udsigten fra hans embedsbolig i Knudby kunne ikke være meget bedre: Et panoramaview over Hjarbæk Fjord.

Men faktisk havde Johannes Lunn som helt ung aldrig forestillet sig, at han skulle bo i en præstegård, for han ville være skuespiller. Men det ændrede sig.

Den 1. august startede Johannes i sit første embede. Han blev præst i Løgstrup-sognene og har desuden 25 procent af sin tid som hospitalspræst på Regionshospitalet i Viborg.

Johannes Lunn - hvis fulde navn er Emil Johannes Munk Sextus Lunn - er født og opvokset i Norddjurs. Han gik i skole i Glæsborg og på gymnasiet i Grenå.

Spillede teater

Efter gymnasietiden rejste han en del - blandt andet til Japan, Australien og USA. Efter det flyttede han til Århus og fik arbejde på et lager.

På det tidspunkt ville Johannes være skuespiller. Han spillede med Odin Teatret, levede et boheme-liv og rejste rundt med teateret. Han gik til optagelsesprøve på skuespilskolen én gang, men komme ikke ind.

Det gik også op for ham i den periode, at det at være skuespiller betød, at man skulle have save på albuerne og dyrke sig selv i ekstrem grad. Samtidig havde han fået et instinkt for redebygning og drømte om at slå sig ned. Han ville gerne have en forankring.

En dag, da han på jobbet stod og skar billedrammer ud, skete der noget i ham. En slags kaldshistorie tog fart. Han gik hjem og fandt ud af, at der var tre dage til tilmeldingsfristen på teologi-studiet - så han søgte ind på Århus Universitet og kom ind.

Og fra det tidspunkt var han aldrig i tvivl om, at han ville være præst.

- Kunne jeg klare studiet og bevare troen, så ville jeg være præst efter studiet, husker Johannes Lunn.

Tutor for Sofie

Da han var på andet år, blev han tutor for hende, der senere skulle blive hans kone, Sofie. Hun vidste til gengæld, at hun ikke ville være præst. Så der var aldrig tvivl om, at de skulle bo der, hvor Johannes ville få embede. Sofie er fra Sjælland.

Johannes kunne godt lide kombinationen af at være præst i landsogne samtidig med at være sygehuspræst. Det var det, der gjorde, at han søgte jobbet, som han nu har bestridt et par måneder. Og han er glad for netop at være en del af både landsogne og sygehuset i Viborg.

Johannes og Sofie blev gift i 2016 og har siden fået en datter. Og netop også af hensyn til hende, så nyder familien nu dagligdagen i præstegården i Knudby med den fantastiske udsigt over Hjarbæk Fjord.

Johannes håber at kunne lave samtalegrupper på Viborg Sygehus - ud over gudstjenester - så han kan være præst for såvel de indlagte som for de ansatte.

Og ellers handler det også om at etablere sig i rollen som præst på landet - som er et noget andet embede, end hvis han havde holdt fast i skuespiller-drømmen.

Han er glad for, at han gik fra skuespiller og til præst. Og hvis Sofie kunne få et job indenfor teologi inden længe, så er alt godt for den lille familie med den gode udsigt.