Kalkmineløbet har ramt en åre

Folk var lynhurtigt ude af startblokkene, da tilmeldingen til Kalkmineløbet 2020 søndag igen slog nye rekorder

03. december 2019, 09:35
Arkivfoto: Henrik Bagge

Mønsted/Daugbjerg Søndag klokken 09.00 startede tilmeldingen til Kalkmineløbet 2020, og klokken 09.20 var der udsolgt på flere distancer.

Efter tre kvarter var der solgt omkring 3000 startnumre, og alle startnumre til Børneløbet, 6,54 km, kvartmaraton samt halvmaraton var revet væk.

Det skriver arrangørerne i en pressemeddelelse, og dermed blev det en tilmelding, der endnu en gang slog alle rekorder.

- Vi var godt forberedte, for vi havde naturligvis en idé, om at interessen var kæmpestor igen i år. Vi kan ret præcist følge fremgangen i besøgstallene på vores hjemmeside og på Facebook, og begge steder har der været markant mere aktivitet end for bare få år siden, siger Kenneth Davidsen fra styregruppen bag løbet.

Sikret mod nedbrud

På grund af den store og tiltagende interesse blev der for et par år siden indført et køsystem i forbindelse med tilmeldingen, som man også ser det ved store koncerter og landskampe.

Så egentlig er man sikret mod nedbrud ved at være koblet på diverse servere og systemer, som bestemmer, hvor hurtigt startnumrene kan sælges. Alligevel kan man aldrig føle sig helt sikker.

-Selv om vi var forberedte på det store rykind, er det altid med en vis spænding i kroppen, at tilmeldingsstarten skydes i gang. Meget kan gå galt, men alt forløb helt efter planen, siger Kenneth Davidsen.

Forberedelserne fortsætter

Der har været gang i forberedelserne til 2020 udgaven af løbet siden uge 34, og de vil fortsætte helt op til løbsdagen, der som altid er på Kristi Himmelfartsdag.

Og med den store efterspørgsel, ser det ud, som om arrangørerne af Kalkmineløbet har ramt en åre.

- Mange andre løb oplever stagnation eller tilbagegang i øjeblikket, men Kalkmineløbet er bare blevet mere og mere populært. Vi kunne sælge mange flere startnumre, men det er vigtigt for os, at alle skal have en god løbeoplevelse i de naturskønne omgivelser, så antallet af løbere bliver hvert år fastsat med det in mente, siger Kenneth Davidsen.

I 2020 vil cirka 3400 løbere begive sig ud på de udfordrende ruter ved Mønsted og Daugbjerg Kalkgruber.

Du kan læse meget mere om løbet på www.kalkminelob.dk