Stoholm/Viborg på juleferie med sikker sejr

En sprudlende Johnny Landberg og Jacob Lauridsen tilbage på fulde omdrejninger gav fjandboerne oprejsning

04. december 2019, 10:55
Krigeren Jacob Lauridsen på stregen er igen sit gamle, velspillende jeg efter en skadespause, og tirsdag var Johnny Landberg (32) yderst velskydende i sejren over Tvis 2. Foto: Henrik Bagge

Stoholm Efter en trist november med tre nederlag i træk, rejste Stoholm/Viborg Håndbold sig tirsdag i håndboldherrernes 2. division med en sikker sejr på 30-24 over et meget ungt hold liga-reserver fra Tvis.

Det skete på baggrund af en solid 1. halvleg, som endte 15-10, men som det var tilfældet i Aars blot to dage tidligere, var Stoholm/Viborg igen umådeligt sløve til at komme ud af starthullerne.

Men til forskel fra den kamp, hvor man i en håndevending var bagud med seks, mødte man denne tirsdag et ligeledes søvnigt andethold fra Tvis, som dog kunne undskylde sig med almindeligt ungdomssløvsind, da truppens alder snitter bare omkring de 20 år.

Smed bolden væk

Der skulle således gå seks minutter, før Stoholm/Viborg fik hul på bylden ved Johnny Landberg, men da havde Tvis også kun formået at score en enkelt gang i en start, der var præget af en række tekniske fejl, hvor Stoholm/Viborg smed bolden væk i de tre første angreb.

Men Thomas Sloth Jensen tog godt fra i målet og fik efterhånden også styr på Tvis´ vævre højrefløj Anders Flæng, der normalt er U19 spiller.

Dermed kunne hjemmeholdet lige så stille trække fra, og efter 15 minutter lynede hjemmeholdets nyanskaffelse Nikola Tesic for første gang til 8-4 på et speedy opløb.

Landberg i hopla

Men særligt Johnny Landberg var i hopla med en række scoringer med smæld i og endte da også som kampens spiller. Men lige så væsentligt leverede han, sammen med Per Ryberg, nogle fine indspil til Jacob Lauridsen, der ligeledes spillede en god kamp på stregen med sikre scoringer eller straffekast til følge. Han var også hver gang Stoholm/Viborgs første mand ude af startblokken i kontraløbene, og han er bare et våben, der har været sørgeligt savnet, mens han var væk med en skade.

Størst bifald fik dog målmand Magnus Kristiansen på 19 år, da han med fem minutter igen og efter en skidt periode for Stoholm/Viborg med lidt slut-spænding under opsejling gik ind og pillede et straffekast fra Tvis.

Dermed var sagen afgjort, og hjemmeholdet kan nu gå på juleferie med en god fornemmelse oven på en demoraliserende og ulykkelig november, inden første kamp i det nye år venter i Hammel den 5. januar.