Træet blev tændt i Løgstrup

Det bimlede og bamlede, da julemanden kom på besøg med godter

04. december 2019, 15:30
1 af 2 Privatfoto
2 af 2 Privatfoto

Løgstrup Traditionen tro arrangerede Løgstrup Borgerforening igen i år juletræstænding, hvor børnene havde lavet fint julepynt, som de satte på træets nederste grene.

Der var gået rygter om, at julemanden ville komme på besøg i Løgstrup, og minsandten om ikke han dukkede op på pladsen foran Dagli’ Brugsen, efter børnene havde råbt »julemand, julemand«.

I pose og sæk

Han havde både en klokke og en sæk med, og der blev uddelt mange poser med godter til alle børn fra dagplejen, vuggestue og børnehaven. I vuggestuen har man en nul-slik-politik, så de fik sunde godter, mens de andre også fik lidt sødt.

Det store juletræ, der står mellem Brugsen og Cirkelines, skulle tændes, og børnene havde fået at vide, at de skulle råbe rigtig højt, hvis der skulle komme lys i det.

Og til sidst lykkedes det at råbe så højt, at træet blev tændt. Dernæst blev der sunget et par julesange, og julemanden snakkede om julen med børnene.