Julen rykker ind i Mønsted Kalkgruber

Gå på juleskattejagt ved kalkbruddet, og mød julemanden, der kommer med minetoget

05. december 2019, 11:16
Foto: Zolnierek/stock.adobe.com

Mønsted Der er gode chancer for at komme i den helt rette julestemning, når der den 7. og 8. december åbnes op til julemarked i området ved Mønsted Kalkgruber.

Kalkgrubernes julemarked bliver nemlig en weekend fyldt med julemusik, duft af julemad og brændte mandler, juleklip og -hygge, duften af gran fra juletræsalléen og lyden af Minetoget på vej med julemanden.

I området, hvor det åbne kalkbrud engang lå, kan man gå på juleskattejagt, løse gåder og være med i konkurrencen om præmier. I det gamle kalkværk er der boder, hvor man kan købe julepynt, lækkerier, kunst og julegaver til hele familien.

Julemand med toget

Samme weekend som julemarkedet finder sted, har julemanden meldt sin ankomst, og besøgende opfordres derfor til at byde ham velkommen, når han ankommer med Minetoget lørdag klokken 11.30.

- Mens julemanden opholder sig i Mønsted Kalkgruber henover weekenden, har vi lovet at passe på hans rensdyr, så dem kan besøgende få lov at møde både lørdag og søndag klokken 13-15, fortæller direktør for Mønsted Kalkgruber Rikke Friis.

Det er dog ikke kun rensdyrene, man kan komme helt tæt på, for i museet vil der også være mulighed for at få taget billede med julemanden og fortælle ham sine juleønsker.

Rap jul med andespil

På denne tid af året er kalkgruberne fyldt med sovende flagermus, og det er derfor ikke muligt at besøge minegangene. - Men vi vil gerne vise, at selv om gruberne ikke er åbne, så har vi aktiviteter for hele familien, så henover weekenden vil der være diverse indslag som for eksempel klassisk banko-spil med mulighed for at vinde præmier og den klassiske juleand, siger Rikke Friis.

I det gamle kalkværk vil der desuden, udover boder, også være kreativt værksted, hvor der kan produceres julepynt til det store juletræ og hjemmelavede julegaver, og i Café Kridthuset serveres der æbleskiver, varme drikke og lækre frokostanretninger.

Læs hele programmet for julemarkedet på www.monsted-kalkgruber.dk