Bag Disken Ulla er nu køkkenchef

Efter 12 år hos Stoholm Slagter har hun fået nyt job - hos Stoholm Slagter

19. december 2019, 06:20
Ulla Wehl har arbejdet hos Stoholm Slagter i snart 12 år. Foto: Britta Kristiansen

STOHOLM Ulla Wehl fra Stoholm har arbejdet hos Stoholm Slagter i snart 12 år, og for en måned siden blev hun forfremmet til køkkenchef.

Men faktisk troede hun i sin tid ikke, at hun skulle være kok. Hun gik i sproglig gymnasium og troede, at hun skulle være noget med sprog. Men efter gymnasiet var hun skoletræt og fik arbejde i køkkenet på ungdomskolen i Viborg. Og her fik hun interessen for kokke-faget.

I denne uge medvirker Ulla i avisens nye serie, hvor vi stifter nærmere bekendtskab med de mennesker, der befinder sig bag disken i det lokale butiksliv.

1000 nytårsmenuer

Min opgave hos Stoholm Slagter er...

jo forandret nu i forhold til før. Hvor jeg før lavede mad, eksempelvis tapas og pølseborde og masser af andet mad ud af huset, så skal jeg også stå for noget af det administrative nu. At planlægge vagter og bestille det, vi skal bruge. I øjeblikket er der jo masser af julefrokoster ud af huset, så der er masser at lave. Og så går vi i gang med de omkring 1000 nytårsmenuer, som folk har bestilt til nytårsaften.

Jeg kan lide mit arbejde, fordi...

der er masser at lave. Jeg kan rigtig godt lide, når der er tryk på. Jeg er glad for, at vi har et åbent køkken, så folk kan se os, når de kommer ind i butikken. Det gør, at kunderne synes, at de bedre kender os - og at vi bedre kender dem. Det er rigtig godt.

En god dag er, når...

der er masser at lave. Når der er tryk på køkkenet - og vi skal have masser af mad ud af huset til både frokost og aften. Og så har vi det godt sammen personalet imellem. Sådan en fredag eftermiddag, hvor vi render rundt og har virkelig travlt - så kommer der tit en kvik bemærkning - så man griner og stemningen løfter. Måske er der en kollega, der giver en pose snolder - og så hygger vi med det. Så er det en god dag.

Udlært på Rindsholm Kro

Jeg har også tidligere været...

køkkenchef på Rindsholm Kro i ti år. Jeg er udlært kok fra Rindsholm Kro og arbejdede der efterfølgende. Men så døde min mand, og jeg var alene med min søn på syv år - og så gik det ikke med de arbejdstider. Dernæst arbejdede jeg i køkkenet på Nupark i Holstebro, hvor arbejdsdagen var 7 til 16, hvilket var fint med et mindre barn derhjemme. Siden fik jeg et barselsvikariat her hos Stoholm Slagter. Og siden blev det til et fast job.

I min fritid er jeg...

kreativ. Jeg holder af at strikke, sy og prøver at få lært at hækle. Jeg maler også med akryl. Men det er lidt i perioder. I øjeblikket, hvor der er travlt på arbejde, så bliver det mest en tur på sofaen og se julekalender. Er der en friweekend, så er det skønt at komme op i mine forældres sommerhus i Thy. Vesterhavet kan altså bare noget. Og så er der ro og barsk natur. Det elsker jeg.

Min livret er...

boller i karry hjemme hos min mor og far. Og min mor skal lave den. Hun laver den bare bedst.