Familien på Flintegård Der skal gris og gås på bordet

Avisen har igen besøgt familien Noe, der gør klar til jul på landet

20. december 2019, 06:30
1 af 4 I øjeblikket er Dorthe i gang med at bearbejde fåreskind, så de bliver bløde og kan bruges i en god stol. Foto: Britta Kristiansen
2 af 4 Sylte, rullepølse og leverpostej fra grisen er nu klar til julebordet. Foto: Britta Kristiansen
3 af 4 Her blev julegrisen slagtet på hjemadressen i november. Foto: Dorthe Noe
4 af 4 Man skal ikke gå ned på udstyr, når man er selvforsynende. Foto: Britta Kristiansen

Daugbjerg Grisene er slagtet. Og omkring den 20. december skal gæssene slagtes. Så er familien Noe klar til jul.

Fjends Folkeblad har igen besøgt familien Noe, der bor ude på landet mellem Daugbjerg og Kongenshus hede. Her lever de stort set af det, som de selv laver i hus og den store have.

De to grise, der har rendt rundt i skoven hele sommeren og efteråret, blev slagtet den 6. november. Her havde man en hjemmeslagter med en slagtebus til at komme og gøre det i indkørslen. På den måde blev grisene slagtet hjemme og skulle ikke transporteres.

- Det var et par rigtig store og fine grise. Og ikke spor fede. Slagteren sagde, at det var de fineste levere, han havde set, fortæller Dorthe Noe.

Afhængig af vejr og vind

Hun gør meget ud af, at der ikke skal gå noget til spilde. Så hovederne af grisene blev selvfølgelig brugt til at lave den dejligste julesylte. Ligesom Dorthe også har lavet leverpostej og rullepølse.

Livet på landet er meget afhængigt af vejr, vind og temperaturer. I år har der eksempelvis været mange hasselnødder, så de kommer til at danne basen for det juleguf, som familien laver til jul. Til gengæld er familien ikke så meget til kage, så der bliver ikke som sådan bagt til jul.

Både Dorthe og husbonden John har fuldtidsarbejde, så der er nok at se til med de mange ting, der også skal laves på gården.

Konfirmation til foråret

Teenagesønnen Cornelius skal konfirmeres til foråret, så også det er man ved at planlægge.

Godt nok skal selve middagen spises på hotellet, men efterfølgende skal man feste derhjemme. Også her kommer det hjemmelavede i højsædet.

Og det er ikke, fordi familien er »hellige«, når det kommer til det hjemmelavede. De kan bare bedre lide det. Og det er nu engang nemmere at forholde sig til mad, som man selv har lavet, og der ikke er tilsat en masse.

- Min saft skal jo eksempelvis drikkes, mens den er frisk. Jeg putter ikke en masse konserveringsmiddel i. Jeg skyller flaskerne med atamon, og det er det, siger Dorthe Noe.

Og at hun bruger hele dyret kan eksempelvis ses på, at der står et par store rammer med udspændte fåreskind. Fårene blev aflivet sidste år - og skindene blev lagt i fryseren. Nu er de klar til at blive behandlet, så de eksempelvis kan give varme i en stol i den kolde tid.

Der må gås på bordet

Omkring juletid er der ofte billig fløde at få i supermarkederne. Så køber Dorthe ind og laver hjemmelavet kryddersmør. Det kan de nemlig meget bedre lide end købesmør.

Dorthes nyligt afdøde far spiste altid gås til jul, og det gør familien Noe også. De holder meget af smagen af gås. Det er et stort dyr - og Dorthe har da også to ovne i køkkenet - for det er tit nødvendigt med mere ovnplads, når der er gang i de store armbevægelser.

- Ja, når vi skal have ny ovn, så går vi altid efter en størrelse, hvor vi kan have en stor gås i, smiler Dorthe.

Og juleaften vil en duft af gås brede sig i huset. Gåsen bliver langstidsstegt ved svag varme. Så bliver den helt perfekt til at blive sat på julebordet.