Der er penge i brugt fyrværkeri

Din lokale krudtkarl og skytsengel fra Hobby-Huset har et kanon tilbud til dig

23. december 2019, 12:13
Skytsenglen Skt. Hans giver dig et tilgodebevis på 100 kroner, når du efter nytår indleverer dit brugte fyrværkeri i Hobby-Huset, hvis det vel at mærke også er købt der. Foto: Henrik Bagge

Stoholm Hans Nielsen fra Hobby-Huset viser sig som en rigtig glad krudtkarl her omkring årsskiftet og åbner det nye år med et brag af et tilbud.

Ud over, at han sælger diverse fyrværkeri fra adressen, tilbyder han dig også et tilgodebevis på 100 kroner til køb af fyrværkeri i 2020, hvis du returnerer brugt fyrværkeri i en fyldt, klar affaldssæk - hvis det vel at mærke også er købt hos ham i første omgang.

Et par gode råd

Men inden, man begynder at samle gammel krudt sammen, er der lige et par gode råd at tænke over.

Vær sikker på, at fyrværkeriet er skudt helt af, og kontroller meget nøje, at der ikke stadig er gløder i fyrværkeriet, så der kan gå ild i det igen, mens du kører rundt med det bag i bilen.

Hvis du ikke er helt sikker på, at fyrværkeriet er skudt helt af, så vent til dagen efter med at håndtere det. Hæld eventuelt vand over det, og fortæl det i øvrigt til Hobby-Huset, når du afleverer det brugte fyrværkeri.

Tilbudet gælder også i Hobby-Huset i både Højslev og Spøttrup.