Claus er kommet på rette hylde

Centerleder i Stoholm er glad for kombinationen af sport, kultur og selskaber

03. januar 2020, 06:18
Claus Navntoft-Pedersen har været daglig leder af Stoholm Fritids- og Kulturcenter siden august. Foto: Britta Kristiansen

STOHOLM De fleste forbinder Stoholm Fritids- og Kulturcenter med sport. Men står det til centerleder Claus Navntoft-Pedersen, så skal det også være kendt for kultur og for det nyrenoverede vandrehjem.

Claus Navntoft startede som daglig leder på centeret den 19. august. Og på de fire måneder har han fundet ud af, at han er havnet på den helt rette hylde.

- At have et job, hvor jeg kan kombinere sport, kultur og restauration - det er bestemt lige mig, siger Claus, da Fjends Folkeblad møder ham til en snak.

Spillede i Stoholm

Claus er 47 år, gift, har to døtre på fem og otte år og er bosat i Viborg. Og det nye job er helt sikkert også meget familievenligt. Han har tit pigerne med i hallen, og de nyder at være der. Der sker en masse - og der er rart at være.

Faktisk har Claus før ladet bilen trille til Stoholm. Han spillede håndbold et par sæsoner her som ung - og er siden også kommet i hallen til sport. Og fra august fik han altså mulighed for at arbejde her som daglig leder.

- For det første kunne jeg rigtig godt lide medlemmerne af bestyrelsen. Det er gode folk. For det andet så jeg en stor udfordring i at drive sådan et stort og spændende setup. Og jeg synes, at man havde gode visioner for fremtiden.

Blandt andet vil han gerne i højere grad have udnyttet det, han kalder »Stoholms bedst bevarede hemmelighed« - nemlig vandrehjemmet.

- I øjeblikket har vi aftaler med håndværkere, der har deres folk til at bo her. Vi har en belægning på 40 procent. Den vil jeg da gerne have op på 80 procent. Folk skal simpelthen vide, at vi har 44 skønne værelser, siger Claus Navntoft-Pedersen.

Tid til motion

Der er mange sider af jobbet for centerlederen. Han gør meget ud af at sørge for, at de ansatte har det godt med deres arbejde. At de er glade for at være der. Han servicerer foreninger, udarbejder tilbud, booker og gennemfører arrangementer.

Og så bruger han en lille del af sin tid på motionscenteret. Han er nemlig uddannet instruktør - så derfor kan han også tage prøvetimer med nye brugere af motionscenteret.

Og turen i motionscenter er den motion, som Claus synes bedst om nu om dage. Han har altid spillet meget håndbold - men er nu kommet i en alder, hvor han går for let i stykker. Så nu nøjes han med at se håndbold og så træne i motionscenteret.

Vild med dans

Claus Navntoft-Pedersen kan godt se sig selv i jobbet i Stoholm i en årrække. Han har fået en god start og er blevet taget rigtig godt imod.

Før har Claus blandt andet arbejdet som restaurantchef, arbejdet som distriktschef for en kæde diskoteker og åbnet dem rundt i Jylland.

Han har også været operation manager i Århus Lufthavn i tre år. Men det var svært at kombinere med familieliv. Så her scorer jobbet i Stoholm også højt.

Claus Navntoft-Pedersen glæder sig til at tænke nye ting ind i stedet. Nye arrangementer såsom foredrag og danseaften, som man allerede her i januar og februar kan stifte bekendtskab med.

- Vi skal være samlingsstedet for Stoholm. Det skal være her, folk mødes. Folk skal tænke: »Hvad sker der i centeret i denne uge, hvad må jeg ikke gå glip af«, siger Claus - inden han suser videre på en af dagens mange opgaver i centeret, der rummer selskabs- og mødelokaler, to haller og vandrehjem.