Foredrag om vestjyske originaler

Journalist Ole Tang fortæller på humoristisk vis om sin hjemstavn

04. januar 2020, 06:40
Ole Tang. Privatfoto

Iglsø Iglsø Ældreklub genoptager vinterens foredragsrække, når Fjandbohus tirsdag den 7. januar klokken 14 får besøg af Ole Tang.

Han er på egnen kendt som mangeårig journalist på Skive Folkeblad, hvor han fratrådte i 2018 efter mere end 30 år på adressen.

Men på Fjandbohus er han kommet for at fortælle muntre anekdoter om originaler og andet godtfolk fra hans barndoms hjemstavn i vestjyske Hvide Sande.

Slutter i højt humør

Det har over de sidste knap 20 år givet anledning til en række artikler - syvs i alt, som gennem de humoristiske briller kigger på en række vestjyder og deres historier, som han har samlet op på sin vej.

De første blev bragt i områdets årlige julehæfte i 2003 - og de seneste var i 2019-udgaven.

Historierne har efterfølgende givet mange indbydelser til foreninger i hele det midt- og vestjyske område og nu altså også Iglsø.

Udgangspunktet er, at tilhørerne skal være i bedre humør, når foredraget slutter, end da det begyndte - og det lykkes som regel.

Kan lidt af hvert

Ole Tang er nu 63 år og fuldtids foredragsholder, fodbolddommer, festsangskriver og fjordfisker.

Og skulle nogen sidde og tænke: »Var der ikke noget med...«, så er det ganske rigtigt.

Ole Tang havde også en navnkundig mor, der hed Ragna Tang, og som var kendt i det meste af landet som en sprudlende folkedanseleder gennem mere end 60 år.