Frivillig: Jeg følte, at det var min tur

Finn Godrim lod sig suge ind i arbejdet med at skabe nyt liv i Stoholm Station

08. januar 2020, 06:43
Finn Godrim har holdt mange oplæg for frivillige om at være frivillig uden selv at have lavet frivilligt arbejde. Det har han lavet om på med sin involvering i at skabe »Nyt liv i Stoholm Station«. Foto: Henrik Bagge

Stoholm Han var muligvis en af de sidste, der opdagede, at noget var under opsejling, men siden han fandt ud af, at stationsbygningen i Stoholm var i fare, og at nogen havde sat sig for at redde den, har han stået i spidsen for projektet »Nyt liv i Stoholm Station«.

Finn Godrim har ellers boet i Stoholm siden 1982 uden at involvere sig synderligt i frivilligt arbejde.

Efter knap 10 år som lærer på Stoholm Skole uddannede han sig til psykolog, og siden har han haft travlt med at etablere og drive sit Institut for Relationspsykologi, der blandt andet arbejder med konsulent- og uddannelsesforløb for både private og offentlige virksomheder fra kontorer i både Skive, Aarhus og Roskilde.

Frivillig ved et tilfælde

Der var derfor ikke meget, der pegede i retning af, at det skulle blive med Finn Godrim som samlende figur for en bred vifte af ildsjæle, da aktionen omkring stationsbygningen som en steppebrand begyndte at brede sig.

Og faktisk sad han også bare og slappede af i sommerhuset på Lundø, da nyheden nåede ham om søndagen, hvor det siden torsdag den 21. november havde floreret med rygter i Stoholm om, at DSB planlagde at nedrive den gamle stationsbygning, og at arbejdet ville gå i gang fra mandag morgen.

- Først tænkte jeg: »Hvad fanden er det?«, for jeg havde hverken hørt eller set, at noget var i gærde. Og dernæst tænkte jeg, at det var godt, at nogen prøvede at stoppe det, og det ville jeg da egentlig godt være med til, siger Finn Godrim.

Talsmand henover natten

Han tog kontakt til nogle af de første aktive på facebook, og i løbet af få timer den samme søndag havde han pludselig fået involveret sig så meget i sagen, at han mandag morgen stod som talsmand for gruppen, da den med en fredsommelig demonstration foran stationsbygningen forsøgte at forhindre DSB i at gå i gang med nedrivningen.

Det lykkedes som bekendt, og i første omgang gik DSB med til at udsætte nedrivningen til den 13. januar 2020.

Den dato nærmer sig nu med hastige skridt, men Finn Godrim er fast i troen på, at det nok skal lykkes at overbevise DSB om, at bygningen har en fremtid, når projektgruppen i denne uge afleverer en rapport med visioner og forslag til indhold og finansiering.

Var blevet optændt

Det sker efter et forløb, som han sagtens kunne have holdt sig på afstand af, men endte med at blive suget frivilligt ind i.

- Da vi først fik den positive besked, kunne jeg godt mærke, at jeg var blevet optændt af nogle tanker om, hvad det kunne bruges til. Jeg mente, at et så stort hus med en så stor historie måtte kunne udnyttes. Også fordi jeg synes, at vi i Stoholm dybest set mangler en form for kulturelt samlingssted, siger Finn Godrim.

Han har siden arbejdet stålsat på at kunne aflevere et professionelt oplæg til bygningens fremtid, og han har haft glæde af at kunne bidrage med nogle personlige egenskaber, herunder det at være projektets ansigt udadtil.

- Det var nogle andre, der tog initiativ før mig, men de havde ikke rigtig lyst til at stille sig frem. Og det havde jeg måske ikke det store problem med. Jeg har i forvejen sådan et arbejde, hvor jeg skal være rimeligt udadvendt, så jeg sagde, at det ville jeg godt prøve at gøre, siger Finn Godrim.

Flere ting spiller ind

Han mener selv, at der var tale om flere faktorer, der ligesom faldt i hak for ham og hans engagement i det aktuelle projekt, selv om det ramte ved et tilfælde.

- Min alder har en betydning. Jeg bliver 63 til september og skal på et tidspunkt til at skrue ned for mit arbejde, som har fyldt rigtig meget, og så lave noget andet. En anden årsag er, at jeg gennem mit job også har holdt oplæg for mange frivillige organisationer om betydningen af deres arbejde og hvordan, vi har det med hinanden, men uden selv at have arbejdet som frivillig. Så jeg tænkte egentlig, at »nu skulle det være«. Nu skal jeg ikke bare arbejde med frivillige, nu skal jeg selv prøve at være frivillig. Så det var flere ting, der spillede ind, og selv om det dukkede op tilfældigt, tænkte jeg, at det her var noget, som jeg måtte involvere mig i. Jeg følte, at det var min tur.