Infoaftener på Mercantec

Allerede onsdag aften kan de unge første gang blive klogere på, hvor deres fremtid skal ligge

14. januar 2020, 15:46
Elev på erhvervsskole under uddannelse til industritekniker. Pressefoto

VIBORG Om få uger er Midtbyens Gymnasium, der er en del af Mercantec, færdigbygget og klar til at modtage elever og undervisere, og allerede nu kan grundskolens ældste elever blive klogere på, om Viborgs topmoderne gymnasium skal være rammen om deres ungdomsuddannelse.

Tirsdag den 21. januar inviterer Midtbyens Gymnasium nemlig til informationsaften, hvor kommende elever og deres forældre får lejlighed til at møde både undervisere og elever fra HHX, HTX og EUX.

Det foregår for HHX på den gamle handelsskole på Vinkelvej, mens HTX og EUX er på Mercantec på H.C. Andersens Vej.

Fokus på EUX

De kommende studenter vil få indblik i det unikke studiemiljø, elevrådets arbejde, fredagscafé, klubberne, festerne og det sociale liv, som bliver en del af det spritnye gymnasiemiljø.

Men allerede onsdag den 15. januar har Mercantec et særligt arrangement med fokus på EUX, hvor kommende elever kan blive klogere på de mange karrieremuligheder, de får med en erhvervsuddannelse, når studievejledere, undervisere og elever står klar til at fortælle om Mercantecs mange erhvervsuddannelser.