Besøg Fodslaw i Løgstrup

Løgstrup Borgerforening inviterer på virksomhedsbesøg i nabolaget

17. januar 2020, 13:07
Arkivfoto: Torben Larsen

Løgstrup Vandreforeningen Fodslaw har landskontor i Løgstrup, og tirsdag den 21. januar har Løgstrup Borgerforening arrangeret virksomhedsbesøg hos de glade vandrere på Hovedgaden 3d.

Her vil formand Knud Overgaard Andersen vise rundt på kontor og lager og fortælle om Vandreforeningen Fodslaw og dens aktiviteter på Viborg-egnen.

En upolitisk forening

Det hele startede i 1960’erne, hvor nogle hjemmeværnsfolk valgte at gå Nijmegen i Holland, og i 1970 tog personer fra Viborg-området initiativ til at oprette en forening, så man kunne træne til turene.

Fodslaw er en upolitisk forening med en formålsparagraf, der siger, at »vi under kammeratlige former skal udbrede kendskabet til og fremme interessen for det danske land og dets natur gennem tilrettelæggelse af vandreture samt arrangere rejser til vandringer i indland og udland«.

Den har cirka 4300 medlemmer fordelt i 39 lokalforeninger over hele landet, og Fodslaw Viborg har omkring 200 medlemmer.

Syv dage på Hærvejen

Foreningens flagskib er Hærvejsvandringen, som starter i Slesvig og slutter i Viborg.

Her vandrer man i syv dage ad den gamle Hærvej, også kaldet Oksevejen, hvor den længste dagsvandring runder 49 kilometer. Den første Hærvejsvandring i 1973 var med 162 deltagere, og siden har flere tusinde personer gået turen fra Slesvig til Viborg.

Fodslaw arrangerede de første udlandsrejser i 1971 med vandreture rundt om i Europa samt Israel, og foreningen arrangerer fortsat hvert år grupperejser for medlemmerne til vandringer i udlandet, hvor Nijmegen i Holland, som det hele startede med, stadig er på programmet.