3 MENINGER: Havredal Praktiske Uddannelser

Hvad mener du om særligt tilrettelagte uddannelser?

19. januar 2020, 12:16
1 af 3 MONA JENSEN, STOHOLM Alle har ret til en uddannelse, og vi er ikke alle lige boglige eller praktiske for den saga skyld. Derfor er disse praktiske uddannelser en base, hvor eleverne kan få nogle succesoplevelser med på vejen og finde ud af, at de også kan bruges til noget. Bare interessen er der, så kommer indlæringen helt sikkert også. Jeg så en udsendelse fra Havredal på TV Midtvest, og man kan se, de befinder sig godt, når der bliver taget visse hensyn til den enkelte. Vi har brug for alle i dette land.
2 af 3 JØRGEN SVENSON, VRIDSTED Disse unge mennesker har det svært med skolen, da de bestemt ikke er boglige og anses for »dumme«. De vil hellere bruge deres hænder, og samfundet har i den grad også brug for dem. De skal bare lære at strukturere deres dagligdag med de kompetencer, de nu har. Mildere psykiske vanskeligheder er bestemt ingen hindring. Havredal er et glimrende win-win eksempel på, at vi skal hjælpe og støtte. Både elever og samfund vinder. 90 % succes taler for sig selv. Det viser, at de finder ud af, hvad der kan passe dem, så de efter Havredal kan arbejde videre med deres ønsker. Det er vigtigt, at de også føler sig tilpas i vores pulveriserende samfund, hvor alle indsatser er lige vigtige.
3 af 3 BIRTE PHILIPS, KUNDBY Det er så dejligt at se, hvordan unge mennesker kan blomstre, når de får de rette betingelser. Samfundet i dag har fjernet næsten alle muligheder for at få en uddannelse uden mange timers teori i et klasselokale. Mesterlæren er næsten væk, ingen lærer mere via eksemplets magt. Hvorfor, forstår jeg ikke. Unge mennesker fastholdes i skolesystemet, de måles på eksamensresultater, ikke på modenhed og evnen til at tage vare på eget liv. Hvor er det trist, for både dem og os, at målestokken for succes i livet er lig med en god eksamen fra en højere uddannelse, for livet er jo alt andet end skolelæredom.

Havredal Praktiske Uddannelser er en skole for elever, der har haft det svært i folkeskolen. De er 16-24 år og har typisk generelle indlæringsvanskeligheder, og nogle har mildere psykiske vanskeligheder.

På Havredal er man praktisk, og eleverne får en særligt tilrettelagt uddannelse inden for en af tre linjer: Landbrug, Butiksmedhjælper eller Have og anlæg.

Et ophold varer tre år, og målet er at få eleverne ud i et egnet job og egen bolig. Det lykkes for 90 procent af dem.