Frivillig: Kurt bliver ved, så længe det er sjovt

Et dårligt knæ satte ham i gang med frivilligt arbejde i Vestfjends

23. januar 2020, 11:27
1 af 2 Kurt Normann Andersen er blandt andet formand for krolferne i Vestfjends Aktivitetsklub (VAK). Her ses han yderst til højre på billedet af det hold, der i 2019 tog guldmedaljer hjem til VAK fra DM i Hjørring. Foto: Henrik Bagge
2 af 2 Kurt Normann Andersen var i 2011 tovholder på Pilkærprojektet med kano-ophalerplads, shelter, borde, bænke, bålplads og meget mere ved Karup Å. Arkivfoto

Vridsted Det er det sociale samvær, der betyder mest, når Kurt Normann Andersen laver frivilligt arbejde i Vridsted.

For ham og hans kone er det en naturlig del af livet at være aktiv i foreningsarbejdet. Det har de været, siden de var i 20’erne.

Før boede de i Sevel - og de seneste 22 år har de boet og virket i Vridsted.

Kurt Normann Andersen er formand for Vridsted Sogns Menighedsråd og har været det i 12 år. Han var med til at søge penge til det første Pilkærprojekt. Han er også Vridsteds repræsentant i VibLand (sammenslutningen af landsbyer i Viborg Kommune). Og nu er han formand for krolferne i Vestfjends Aktivitetsklub (VAK).

- Det er helt sikkert fællesskabet og det sociale, der gør det sjovt. Eksempelvis med krolfen. Det er ikke så meget spillet, som det er samværet omkring det. Vi går selvfølgelig på banen for at vinde. Men det går også, hvis vi taber. Vi har et socialt samvær uden lige. Og nu er vi jo også kommet til at kende mange fra hele det midtjyske, når vi er afsted for at spille krolf, fortæller Kurt Normann Andersen.

Kurt tager kegler

Hver 14. dag er Kurt også med ude at bowle med VAK. Og det er noget af det, der er det sjove - at mødes og være sammen omkring en aktivitet. For det med at sidde hjemme i en lænestol, det kan man tids nok komme til.

- Jeg bliver ved med at være med i frivilligt arbejde, så længe det er sjovt, siger Kurt Normann Andersen.

Også som formand for menighedsrådet har der været nok at se til i de senere år - med blandt andet renovering af kirke og præstegård.

I gang med nyt knæ

Men Kurt kom egentlig i gang med det frivillige arbejde i Vridsted, da han gik hjemme med et dårligt knæ og efterfølgende skulle have et nyt knæ.

Da begyndte Pilkærprojektet (der blandt andet rummer kano-ophalerplads, shelter, toiletbygning, borde, bænke, grill og bålplads ved Karup Å), som han var tovholder på. Og der blev brugt en del tid på at søge fonde og den slags - for at hente penge hjem til projektet.

Og det er ganske naturligt at bruge tid på det frivillige arbejde for Kurt Normann Andersen, der tit har kalenderen fuld af aktiviteter - på trods af, at han har passeret pensionsalderen.

- Ja, nogle gange har jeg faktisk ikke tid til det hele, griner han.