3 MENINGER: Madspild

Hvad mener du om »grimme grøntsager« og madspild?

25. januar 2020, 16:14
1 af 3 HANS PETER JOHANSEN, SPARKÆR Alle initiativer, der mindsker madspild, er af det gode, og at få de »grimme grøntsager« solgt og spist er da det helt rigtige. Det må være indholdet fremfor indpakningen, der er afgørende. Jeg har egentlig ikke tænkt over, at der tidligere skete så meget spild, inden varerne kom i butikken, men mere på det madspild, der leveres fra køkkener og varer efter sidste salgsdato. Det er kun godt, at der bliver sat fokus på spild, og jeg er da ligeglad med krumningen på agurken. Men var der ikke noget med EU og agurker engang?
2 af 3 GRETHE ULSTRUP, STOHOLM Som efterkrigsbarn er jeg opdraget i en meget nøjsom tid, hvor man ikke kunne drømme om at kassere fødevarer, blot fordi de ikke havde perfekt udseende. Den indstilling har bidt sig fast, så jeg synes den dag i dag, det er tosset at smide gode grøntsager væk. Det er i mine øjne alle tiders med initiativer som »Stop Spild Af Mad«. Jeg er imponeret over, at det har været muligt at organisere indsamling og distribution af de krumme, skæve og krøllede grøntsager.
3 af 3 HELLE HAANING BROGAARD, VRIDSTED Jeg kan bedst lide de grøntsager, der lokker i farver og udseende. Men med mindre grimme grøntsager er »lodne«, så er det bare med at tænke kreativt og få lavet noget lækkert mad. Det ville være fedt, om de fjernede de flerstyks-tilbud i butikkerne, som øger madspild og går økonomisk ud over de enlige. Rema 1000 har for længe siden set lyset og gik fra flerstyks-tilbud til singlefrugt/grønt tilbud, så de er bare de skarpeste knive i skuffen, hvad angår at undgå madspild, som er et af FN`s 12 verdensmål.

Danskerne er vilde med grimme grøntsager, ifølge Økologisk Landsforening. Over 370 tons »grimme« grøntsager er blevet reddet fra madspildsdøden hen over de sidste to år. En Epinion undersøgelse viser, at over halvdelen af danskerne vil foretrække at købe et fødevareprodukt, som viser, at produktet bidrager til mindre madspild