Borgerforening mangler bestyrelsesmedlemmer

Fraflytninger har efterladt et hul i Daugbjergs foreningsarbejde

26. januar 2020, 13:16
Den kommende vandrerute, Kalkkaminoen, mellem Stoholm og Skelhøje er noget af det arbejde, Daugbjerg og Omegns Borgerforening også er involveret i. Arkivfoto: Henrik Bagge

Daugbjerg Daugbjerg og Omegns Borgerforening får brug for et par nye medlemmer til bestyrelsen, når der den 11. februar afholdes generalforsamling i konfirmandstuen ved præstegården.

På grund af både flytning og sygdom træder flere medlemmer nemlig ud af den nuværende bestyrelse, og formand Ninna Lildal opfordrer derfor byens borgere til at gå i tænkeboks over, om det kunne være en idé at give et nap med for byens bedste.

- Vi er en god bestyrelse, der samarbejder godt med andre foreninger i byen. Vi er også byens talerør til Viborg Kommune og medlem af Viborg Landsbysammenslutning, hvor vi deltager i møder og kurser med andre borgerforeninger i kommunen, siger Ninna Lildal om noget af det arbejde, der gøres i foreningen.

Andre berøringsflader for foreningen er byfornyelse og arbejdet med den såkaldte Kalkkamino, som er en planlagt stiforbindelse gennem Fjends fra Stoholm til Skelhøje.

Ninna Lildal håber, at også nye tilflyttere vil overveje, om det kunne være sjovt at involvere sig i det fælles arbejde.