Find din yndlings ildsjæl og gør noget ved det!

27. januar 2020, 11:17
Mette Nielsen (S)

I Viborg Kommune har vi en masse aktive lokalsamfund i vores landdistrikter. Derudover er vi heldige med, at vi har en masse mennesker, som sætter en ære i at arbejde frivilligt i deres by.

Det betyder, at der er en masse mennesker, som bruger deres tid på at lave både stort og småt i deres egen by og skabe udvikling. De mennesker brænder for at gøre deres by til et godt sted at være. Ildsjæle kaldes den slags mennesker. Man kan sige, at disse ildsjæle sætter fut i lokalområderne, så der sker noget!

I de 14 år, jeg har været politiker, har jeg mødt rigtig mange mennesker, som har gjort en kæmpe forskel for deres egen by og dermed for vores kommune. Vi har virkelig en masse mennesker, som vi skal være stolte af. De fortjener en anerkendelse for deres frivillige arbejdsindsats.

Derfor har Landdistriktsudvalget sammen med Viborg Landsbysammenslutning besluttet at sætte fokus på det store arbejde, der laves rundt omkring.

Du kan stadig indstille din favorit ildsjælekandidat. Det kan enten kan være en privatperson, som altid møder op, når der skal laves noget i byen, eller en person som år efter år laver de samme ting, når de skal laves, eller også arbejder »din ildsjæl« i en forening.

Vinderen af landdistrikternes Ildsjælepris modtager en præmie på 5000 kroner og et minde i form af et kunsthåndværk fra en af vores lokale kunstnere.

Du kan indstille frem til den 3. februar kl. 12.00. De tre finalister offentliggøres den 18. februar. Den endelige vinder findes på Landdistriktskonferencen den 3. marts på Energimuseet i Tange.