Ny præst klar i Vestfjends

Fra den 1. marts rykker Poul Asger Beck ind i præstegården i Vroue

27. januar 2020, 15:39
Poul Asger Beck er fra den 1. marts ny sognepræst i Vestfjends Pastorat og flytter ind i præstegården i Vroue sammen med fru Kirsten. Foto: Bente Bundgaard

Vestfjends Vestfjends Pastorat er nu klar til at præsentere en ny præst til pastoratets fem sogne. Det oplyser formand for Fællesrådet for Vestfjends Pastorat Turi Roslund.

Det er Poul Asger Beck, der bor i Viborg og har været præst i mange år, der nu bliver ny kirkebogsførende sognepræst i Vroue, Vridsted, Fly, Sdr. Resen og Iglsø.

Poul Asger Beck har en fortid i Baptistkirken, men blev i 2018 ordineret som præst i Folkekirken, og han har virket som vikar indtil nu.

- Vi er rigtig glade for, at Poul Asger søgte og fik embedet i Vestfjends Pastorat, hvor alle fem sogne nu igen kan se frem til at have fuld præstebesætning med Poul Asger Beck som fuldtidsansat og Jørgen Husted som halvtidsansat sognepræst, siger Turi Roslund.

Flytter til Vroue

Poul Asger Beck er ansat per 1. marts, fra hvilken dato indsættelsesgudstjenester vil følge i hver af de fem sogne i starten af marts.

Man vil fremover også kunne træffe den nye præst til gudstjenester på plejehjemmet i Sjørup, oplyser Turi Roslund.

Poul Asger Beck vil omkring starten af marts flytte ind i Præstegården i Vroue sammen med fru Kirsten.

- Der er voksne børn og børnebørn i familien, så vi ser frem til, at der igen bliver liv i og omkring præstegården i Vroue, der jo har stået tom siden Caspar Wenzel Tornøe fik andet embede, siger Turi Roslund.

Caspar Wenzel Tornøe fratrådte sin stilling som præst i Vestfjends den 1. august 2019 for i stedet at blive præst i Valgmenighedskirken i Holstebro.

Siden har Vestfjends Pastorat klaret sig igennem med Jørgen Husted og en række vikarer, hvoraf Jørgen Tjelle Holm har været fast vikar siden starten af december.