Flot pris til Fjends-løber

Thijs Nijhuis løb med titlen som Årets Sportsnavn

30. januar 2020, 09:56
1 af 2 Maratonløber Thijs Nijhuis fra Sparkær blev Folkebladets Årets Sportsnavn til Sportsgalla 2019. Foto: Christian Jørn/Dansk Atletik Forbund
2 af 2 Thijs Nijhuis er p.t. på træningslejr i Kenya, så det var Kirstine Bach Storgaard, der på vegne af maratonløberen modtog prisen som Folkebladets Årets Sportsnavn og en check på 5000 kroner til Viborg Handel. Pressefoto

Sparkær Da Viborg Idrætsråd/Viborg Elite tirsdag afholdt Sportsgalla 2019 i Tinghallen, var det en atletikudøver med rødder i Fjends, der løb med en af de helt store priser.

Maratonløberen Thijs Nijhuis fra Sparkær, der har trådt sine barneløbesko i Stoholm Atletik, vandt prisen som Årets Sportsnavn indstiftet af Viborg Stifts Folkeblad.

Helt ny på maraton

27-årige Thijs Nijhuis, der læser medicin, skiftede først i 2019 til maraton-distancen, men det med overmåde stor succes.

Med kun ganske få maratonløb under bæltet formåede han at kvalificere sig til VM, hvor han blev nummer 31.

Derudover blev det i 2019 til personlige rekorder på både maraton, halvmaraton og 10 kilometer, hvor han med en fantomtid skrev sig ind som den 6. hurtigste dansker nogensinde på distancen.

Vil med til OL

Med titlen som Årets Sportsnavn fulgte også en check på 5000 kroner til Viborg Handel, som sammen med prisen blev modtaget af Kirstine Bach Storgaard på vegne af Thijs Nijhuis, der p.t. befinder sig i Kenya.

Her forbereder han sig til Sevilla Maraton den 23. februar 2020, hvor hurtigløberen vil forsøge at komme under OL-kravet på to timer, 11 minutter og 30 sekunder.