Ny fremtid for den gamle skole i Grønhøj

I serien af lokalskribenter er vi denne gang nået til Jan Herold i Grønhøj

02. februar 2020, 06:27
1 af 2 Den smukke gamle skole i Grønhøj rummer mange minder. Nu er den ved at blive renoveret og skal omdannes til luksuslejligheder. Foto: Jan Herold
2 af 2 Lokalskribent Jan Herold fra Grønhøj er syvende generation kartoffeltysker. Foto: Pia B. Jakobsen

Lokalskribent Gamle skoler har et eller andet over sig. Dels er det jo ofte flotte bygningsværker, som løfter sig lidt over landsbyens standard, og dels indeholder gamle skoler jo en masse nostalgi og historie.

Det er ingen undtagelse i Grønhøj, hvor der stadig eksisterer tre gamle skoler.

Den ældste på Fløjgårdvej er for længst ophørt som skole og er nu beboelse. Den yngste er forskolen fra 1935. Den ligger på Fallesgårdevej og er i dag en flot renoveret beboelsesejendom. Her gik man i skole de første tre år.

Herefter fortsatte man i »skolen ved siden af« resten af skoletiden. Denne blev indviet i 1913 og lukkede i 1958, da den nye centralskole i Frederiks blev taget i brug. Forskolen fortsatte indtil 1965 med 1. og 2. klasser, hvorefter alle børn fra Grønhøj gik i skole i Frederiks.

I skole hver anden dag

Ernst Johansen var en af dem, der skulle »i skolen ved siden af«. Ved siden af vil jo sige på hjørnet Skivevej/Fallesgårdevej.

Ernst gik i skole 1953–57. Det vil sige hver anden dag. De andre dage skulle der arbejdes hjemme på gården på Mønstedvej, men hver anden dag var der altså tid til skolegang.

Ernst var selvfølgelig en flittig elev, men også nysgerrig. Det var ikke altid let for drengen fra landet at koncentrere sig, når hesten skulle have nye sko ovre ved smeden, og der blev læsset korn ovre ved »foderstoffen«.

Indimellem var der heldigvis afvekslende undervisning, for eksempel når der om efteråret skulle plukkes æbler i haven. Der blev plukket og sorteret – og bagefter kunne eleverne købe æbler for to øre stykket!

Forfald gør ondt

Ernst kan fortælle mange flere anekdoter fra skoletiden i Grønhøj, og det er der rigtig mange lokale, der kan.

Derfor har det også gjort ondt at se skolen forfalde. Efter skolen lukkede ned i 1958, har den både været ramme om butik med tæpper og antikke møbler og den berømte restaurant »Amadeus«. I storhedstiden som »Amadeus« i 80’erne, var den gamle skole i Grønhøj kendt i hele Jylland.

De seneste år er det gået galt. Til salg - og ingen køber. Den ellers så smukke bygning forfaldt og naturen tog magten udenfor.

For kort tid siden blev der pludselig sat store skilte op ved skolen. Henning Filbert har købt skolen og vil opføre luksuslejligheder, står der på skiltene.

Hvad så, tænker jeg. Er det bygningens endeligt? Jeg kontakter derfor Henning, som er lokalt forankret lige som både Ernst Johansen og jeg.

Nostalgien indfinder sig

En dag mellem jul og nytår mødes jeg med Henning i den gamle skolestue. Jeg vil gerne høre om planerne for skolen. Henning smider en pind i brændeovnen.

Der bliver lidt halvlunt – nok nogenlunde som dengang Ernst sad og læste og regnede i samme lokale. Panelerne på væggene er som dengang, og loftet står smukt med de oprindelige bjælker! Vi bliver helt nostalgiske. Det er jo også vore forældres gamle skolestue.

Henning viser rundt i huset og fortæller om sine planer. I løbet af 2020 skal arbejdet i gang. Bygningen skal bestå og renoveres med nænsom hånd. Gipslofter skal frem igen. Der skal laves køkkener og badeværelser. 1. sal skal helt genetableres, så der også tænkes på nutidens energiforhold. Udenfor skal også ryddes op, så der kommer til at se ordentligt ud.

Inden længe bliver der altså liv i skolen igen og endnu mere liv i Grønhøj. Vi glæder os til at byde nye beboere velkomne til byen!