Stoholm/Viborg moste kronjyske ungersvende

Et ultraoffensivt Randers-hold skabte indimellem problemer

02. februar 2020, 16:41
Et ultraoffensivt Randers-forsvar skabte fra start kaotiske tilstande i hjemmeholdets angreb, der først midtvejs i 2. halvleg fik knækket et kronjysk hold med en gennemsnitsalder på under de 20 år. Foto: Henrik Bagge

Stoholm Stoholm/Viborgs hold i håndboldherrernes 2. division skal forsøge at slutte en frustrerende sæson godt af, og søndag var der inviteret til hjemmekamp mod bundproppen fra Randers, der inden dagens kamp befandt sig 12 point længere sydpå i stillingen end Stoholm/Viborg.

Den afstand er nu øget til 14 point med en hjemmesejr på 27-20 efter 12-11 ved pausen.

Et sådant match-up kunne da også på papiret ligne en formssag for hjemmeholdet, men det blev det ingenlunde fra kampens start.

Efter sidste weekends optur med en stensikker sejr i lokalopgøret i Skive, hvor træner Allan Kjær for første gang i sæsonen kunne råde over en fuldtallig trup, var der nemlig igen mandefald.

Denne gang var der afbud fra Jacob Kühne på grund af arbejde og Per Ryberg af personlige årsager, så særligt bagkæden var igen hårdt ramt.

Trup fra Generation Z

De fleste af Randers´ point er faktisk lavet på det seneste, og de startede da også som et ubehageligt bekendtskab for hjemmeholdet.

Med et Generation Z-hold, hvor kun fire på holdkortet var ældre end årgang 2000 (!), startede de kronjyske breezer-boys i et ultraoffensivt 3-3 forsvar, der nærmest tvang hjemmeholdets bagkæde til at starte deres angrebsåbninger fra egen banehalvdel.

Og da Stoholm/Viborg tilsvarende kørte på med et offensivt, omend mere behersket forsvar, kaldte det naturligvis på en masse indløb i begge ender.

Men da også Randers´ fløje dækkede højt, endte det for Stoholm/Viborg i kampens start mest som en omgang temmeligt forvirret cirkus-bold, som man normalt kun ser i de alleryngste børnerækker.

Backs havde nøglen

Med stillingen stort set uforandret ved pausen, lykkedes den ultraoffensive strategi i første omgang for Randers, men efter 45 minutter var der ikke så meget mere Mokai på tanken.

Stoholm/Viborg førte da 20-15, Jakob Weinreich tog godt fra i målet, og fjandboernes større fysik begyndte at give sig udslag.

Efter føringer på ni mål endte kampen med en velfortjent syvmålssejr til Stoholm/Viborg, der både måtte kæmpe og bruge fantasien undervejs mod et ultraoffensivt forsvar, der dog som ventet ikke kunne stå distancen, da særligt Kris Olesen og Mikkel Grønbech fandt nøglen til at dirke den uortodokse defensiv op.