DEBAT: Endnu en klagesang fra Daugbjerg

03. februar 2020, 13:26
Carsten Christensen (med skiltet) har før prøvet at råbe politikere op som her, hvor blandt andre Johannes Vesterby (V) fra Viborg Kommune, Klaus Bondam fra Cyklistforbundet og trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen (V) var afsted på cyklen for selv at fornemme den stærkt trafikerede strækning mellem Daugbjerg og Mønsted. Arkivfoto

Siden 2016 har jeg arbejdet hårdt for sikkerheden til og fra Mønsted Skole, også for de elever der kommer fra eksempelvis Daugbjerg.

Jeg har deltaget i møder, snakket med Vejdirektoratet og politikere, både nationale og lokale, haft kontakt til politiet, har sendt en del materiale til diverse medier og deltaget i nyhedsudsendelse på TV Midt/vest i forbindelse med en mulig nedlægning af muligheden for at køre med skolebus for de større elever. Derudover har jeg lavet underskriftsindsamling og foreslået et cykelevent.

Det virker, som om der er blevet stilstand, og at der intet sker, hverken fra Vejdirektoratet eller fra politikernes side. Holstebrovej er lige blevet renoveret på strækningen mellem Mønsted og Daugbjerg, men man lavede ikke muligheden for, at en cyklist kunne bevæge sig imellem de to byer på en sikker måde.

Et af argumenterne, for at vejen ikke er farlig, er, at der ikke har været uheld med bløde trafikanter...Den lader vi lige stå et øjeblik.

Jeg har boet ud til Holstebrovej i snart 16 år og jeg forstår udmærket at der ikke har været ulykker. Der kører nærmest ingen bløde trafikanter på strækningen, meget få tør sætte deres liv på spil mellem de to byer på en cykel.

I langt over tredive år har man arbejdet på at etablere en cykelsti, så elever kan komme i skole, folk kan handle ind, komme til fritidsaktiviteter m.m., men trods velvillighed og veltalenhed fra politisk side, sker der ikke noget.

Lokalt kan man sige at selv Viborgs borgmester og folk i kommunen, som arbejder med trafik, kan se, at en cykelsti ville være en god løsning, men hvis stat og kommune ikke i samråd kan finde pengene, hvorfor skal jeg så blive ved med at betale skat til at betale for en ny skulptur i Viborg by, en svømmehal, eller en universitetsbygning for pengene til staten.

Vi, der bor uden for de større byer, betaler også vores skat og hjælper til at få hjulene til at køre rundt. Vi går også ned og sætter vores kryds, når der er valg, men hvorfor skal vi gøre det, hvis vi ikke får noget livsvigtigt igen.

Jeg har nu tre børn, to på 13 år i 7. klasse på Mønsted Skole. De går til fritidsaktiviteter, har job og har venner i Mønsted. Hver gang, de skal noget, skal vi voksne starte en bil og køre dem afsted, for jo, der går da busser, men prøv at se på køreplanen for rute 28 Holstebro/Viborg.

Pigerne tager skolebussen i skole og ofte også hjem. Den mulighed var de ved at miste, da trafikfarligheden skulle vurderes, og man åbenbart mente, at det ikke var så galt herude, men der var heldigvis andre end mig, der kunne se det sorte i deres beslutninger, og der blev lavet en ny vurdering, så nu må de godt køre med.

Jeg er for et halvt års tid siden blevet far igen, og det betyder jo så også, at jeg har et nyt skolesøgende barn om godt fem år. Skal hun ikke have muligheden for at komme sikkert i skole på cykel? For hendes sundheds skyld vil vi opfordre til, at hun cykler de omkring 3 km. Det første lange stykke tid vil det selvfølgelig være i selskab med en voksen eller hendes storesøstre, men det bliver jo kun en realitet, hvis der er en cykelsti.

Angående farligheden på ruten kan jeg som bonus fortælle, at der har inden for det sidste halve år været tre uheld i Daugbjerg by, to om aftenen trods gadelamper og et ved højlys dag onsdag d. 29/1 2020.

Hvordan kan man vurdere farligheden fra vejdirektoratets side som ikke farlig, når der i en lille by som Daugbjerg, med 60 km/t zone, kan ske tre ulykker på så kort tid. Uopmærksomhed m.m. har været årsagerne, men hvis bilister er uopmærksomme, hvor der er oplyst og huse ud til vejen, hvor uopmærksomme er de så, når der er mørkt og marker og skov ved siden af vejen?

Og det er jo så der, at cykler skal køre, og jeg skal gå med barnevogn. Jeg tør nærmest ikke at gøre andet end at gå op og ned ad vores lille vej i stedet for at gå ud til Holstebrovej, selv igennem Daugbjerg by.

Viborg Kommune har flere gange udtalt, at cykelsti mellem Daugbjerg og Mønsted står som en af de øverste prioriteter, men der sker bare ikke noget. Det kan ikke komme som en overraskelse for nogen, at en statsvej kan man ikke bare lige lave om på, men er kommune og stat ikke i samspil med hinanden og ikke modspil?

Jeg har før overvejet et cykelevent, hvor jeg vil invitere de mennesker, der har med beslutningerne at gøre. Eventet skulle starte i Daugbjerg kl. 7.20, og så skulle man med afstand imellem hinanden cykle til Mønsted Skole blot for at se, at den såkaldte stribe, man kan cykle på, som er ca. 60-70 cm bred, giver store udfordringer.

Et er at holde sig derinde uden at køre mod vejen eller grøften, et andet er, når der kommer biler og værst lastbiler med ca. 85 km/t bagfra. Cyklen bliver nærmest suget eller pustet af vejen, og de her mennesker, jeg vil invitere, er endda voksne mennesker, så prøv at forestille dig at være et lille barn.

For nogle år siden var der en forfærdelig ulykke med en cyklist herude omkring. En granvoksen mand blev af en lastbil suget ud på vejen, hvor han blev ramt af den næste lastbil. Manden er i live i dag, men har fået store skader af uheldet.

Men tilbage til eventet. Alle deltagere skal selvfølgelig have lys og reflekser på og cykelhjelm, og når de så ankommer ved Mønsted Skole, så skal de krydse Holstebrovej. Her, en lille halv kilometer uden for byskiltet i Mønsted, er den tilladte hastighed 80 km/t. Den lader vi også lige stå et øjeblik.

Der, hvor små børneben skal krydse landevejen, er hastigheden 30 km/t mere end omkring 500 m. derfra, vel at mærke hvis man kommer fra Viborg-siden. Og der er meget sparsom information om, at her ligger der en skole.

Ved at vride armen rundt på Vejdirektoratet er det lykkedes at få et skilt op på hver side, der betyder »Børn på vejen«. Ingen undertavle med teksten »SKOLE« eller andet. Jeg har spurgt om muligheden for bedre skiltning og evt. et lysfyr, der kan vise, at her skal man være opmærksom. Jeg har efterlyst en fodgængerovergang med tilhørende lysfyr, jeg har anmodet om større skilte med skolens navn på, jeg har efterlyst intelligente fartbegrænsningsskilte, som kun behøver at fungere i skoletiden.

Men to små skilte på eksisterende tavle er det blevet til, og det er da bedre end intet. Jeg har fået Vejdirektoratet til at sætte målingsspole op ved skolen for at finde en gennemsnitshastighed. Den viste, at omkring kl. 7.30-8 på hverdage var gennemsnitshastigheden lavere end det tilladte.

Der er der så også en del biler, der sænker gennemsnitshastigheden, fordi de skal aflevere eller møde på skolen. En del af målingen blev foretaget i påsken og gav ikke et retmæssigt skøn på hverdagen. Dog var der også en hastighedsrekord på over 100 procent over det tilladte.

De folk, der har været på besøg ved skolen, både fra vejdirektoratet og fra det politiske liv, har hver gang oplevet at stå og se på overskridelser af færdselsloven lige ved indkørslen til Mønsted Skole. Folk, der overhaler, selv om der er fuldt optrukne streger, folk der kører indenom venstresvingende biler fra Holstebro-siden vel at mærke der, hvor cyklister og fodgængere skal stå og vente på muligheden for at komme helskindet over på den anden side og i skole.

Trafikal idioti kan man ikke gøre noget ved, men jeg oplever ofte biler køre helt inde på den stribe, hvor der kan køre cykler, fordi de er uopmærksomme, taler i telefon, roder med radio, piller næse eller noget andet. Selv store lastbiler på strækningen oplever jeg ofte slingre ind over striben af den ene eller den anden grund.

Så sent som torsdag morgen var jeg selv 20 cm fra at blive tromlet ned af en lastbil. Jeg gik inde bag striben og kunne tydeligt høre lastbilen med hænger. Da den kørte forbi mig, var hele højre side af lastbilen på vej ind over striben. Heldigvis var den her stribe lidt bredere, ca. 100 cm, for det foregik i Daugbjerg By.

Jeg var på vej på gåben nede fra mekanikeren og gik helt inde i græsset nærmest. Nu vil de kloge nok sige, men så gik du jo også i den forkerte side, og ja, det gjorde jeg, for der, hvor jeg skal krydse holstebrovej for at komme hjem, skal man være rap på fødderne, for der er ikke meget udsyn. Derfor vælger jeg oftest at gå i »den forkerte side« for at komme helskindet hjem.

Efter denne lange smøre håber jeg at fået sat tanker i gang hos beslutningstagere, så der sker noget med det samme. Ikke om 10 eller 20 år, men nu. Jeg håber ikke, at det er lig på bordet, de vil have, før der bliver åbnet op for en cykelsti mellem de to byer.

Og skulle der nu sidde nogen, som gerne vil se hvor slemt det egentligt er, så står jeg gerne til rådighed, både navn og adresse, telefon og email er åben for henvendelser.

Dette er sendt til politikere fra Viborg Kommune, Trafikministeriet, folketingspolitikere, Vejdirektoratet og diverse medier i håb om, at der snart sker noget.

Med venlig hilsen en forventningsfuld far

Carsten Mikael Lønstrup Christensen, 40551703, cmlc271075@gmail.com