Anastacia kommer til Skive

Den amerikanske stjerne er topnavn til sommerens festival på Strandtangen

06. februar 2020, 11:49
Anastacia. Pressefoto

Skive Skive Festival 2020 har offentliggjort et absolut topnavn til den øverste del af plakaten.

Det er en af de mest markante skikkelser fra 00´erne, der lægger vejen forbi Strandtangen i juni, når amerikanske Anastacia indtager scenen med sin let hæse skærebrænderstemme og en forførende blanding af rock, pop og soul.

Det er faktisk 20 år siden, at den karismatiske sangerinde første gang fangede vores opmærksomhed, da hun i stramme læderbukser og tonede solbriller dukkede op og sang »I´m outta love« fra pladen »Not that kind«, hvorfra titelnummeret blev det næste hit.

Katastrofen ramte

Den blev året efter fulgt op af albummet »Freak of Nature« med hits som »Paid my dues« og »One day in your life«, inden Anastacias selvbetitlede tredje album kastede hits af sig med »Left outside alone« og »Sick and tired«.

Men midt i opturen blev Anastacia brutalt hevet ned til jordoverfladen igen, da hun blev ramt af brystkræft. Heldigvis blev kræften opdaget i god tid, så den ikke nåede at sprede sig, og Anastacia vendte stærkt tilbage.

- Siden, jeg har slået kræften, er der intet i denne verden, der gør mig bange. Jeg er fuldstændig frygtløs. Det kan jeg takke kræften for. Det var en ekstrem livslæring, men en uvurderlig én af slagsen, har Anastacia tidligere sagt.

Tilbage i topform

Mærkeligt nok blev Anastacia aldrig det helt store i hjemlandet USA, men det lever hun nok fint med, da resten af verden tog hende til sig som en af de helt store.

I mellemtiden er divaen blevet 51 år gammel, men det skulle efter sigende være en Anastacia i absolut topform, der venter gæsterne til Skive Festival.

- Vi har længe ønsket os et internationalt topnavn på festivalen, og det mener vi at have fundet i Anastacia. Og det er da vildt fedt, at vi i forholdsvis lille Skive kan præsentere en verdensstjerne af den kaliber, siger formand for Skive Festival Michael Eiskjær.