Mindeord: Olav Thomsen

Avisen har fra Janni, Claus og Brit Thomsen modtaget mindeord om Olav Thomsen, der døde den 12. januar

09. februar 2020, 06:19
Olav Thomsen. Privatfoto

Vores far, Olav Thomsen, var kjeldbjerggenser til fingerspidserne. Som søn af daværende brugsuddeler Andreas og Emma Thomsen, blev han født i Kjeldbjerg den 12. maj 1948 og boede her hele sit liv.

Olav havde travlt med at komme til verden og meldte sin ankomst et par måneder før det var meningen. Men resten af livet tog han med stor sindsro og overvejede altid tingene nøje, inden de store beslutninger blev truffet.

Fars tilhørsforhold til byen var så stærke, så da skoletiden i henholdsvis Kjeldbjerg og derefter Vroue Skole var lagt bag ham, fik han en læreplads som mekaniker hos Ejner Riisgaard på den anden side af vejen - så kunne man jo heldigvis lige gå hjem i frokostpausen og spise sin frokost.

Mødte sin udkårne til bal

I ungdomsårene var det de lokale ungdomsballer på Stoholm Kro, der lokkede. I disse lokaler fandt han sit livs udkårne, som senere skulle blive vores mor, Oda Nielsen, som er født og opvokset i Vroue. De kendte allerede hinanden fra skoletiden og fælles venskabskreds, men sød musik opstod heldigvis, og de to fandt hurtigt ud af, at de gerne ville følges ad gennem hele livet.

Da redebyggergenet så småt begyndte at opstå, gik de naturligvis på husjagt sammen - og hvad var mere nærliggende end at finde et hus i Kjeldbjerg. Byen havde jo alt, hvad man havde brug for.

Valget faldt på det gamle postkontor på Bakkevænget 2 - et dejligt, hyggeligt hus i gåafstand til barndomshjemmet i Brugsen.

Der skulle selvfølgelig laves små ændringer, så huset blev, helt som de ønskede det - og de små justeringer stoppede aldrig. Far havde altid løbende mange små ændringer, justeringer og forbedringer i gang.

Oda sagde ja til sin Olav d. 4. april 1970 ved et smukt kirkebryllup i Vroue Kirke med hele familien samlet omkring dem.

Familien udvidet

Som ungdomsårene gik, bød tiden hurtigt på udvidelse af familien. De startede med at øve sig på det bundne liv med schæferhunden Tasso, som fulgte dem i tykt og tyndt. Far var et rigtigt hundemenneske.

Senere fulgte tre børn rimelig hurtigt efter hinanden, og SÅ var det lille hus ikke længere stort nok, og der måtte graves ud til en tilbygning.

Heldigvis var far aldrig bange for at smøge ærmerne op og lave noget. Ingen projekter var for store for ham, og skulle der graves, så fandt han glad trillebøren frem og gravede. Måske var det ligefrem i mangel på gravearbejde, at han sidst i 70’erne besluttede at bygge carport og fylde garage nedkøringen op med jord og lægge fliser på - for i starten af 90’erne at fjerne fliserne igen og grave en ny nedkøring ud.

Selv om nedkøringen måske kunne antyde noget andet, så var de mange projekter i hus og have altid nøje overvejet, og hele familien blev ofte taget med på råd.

I mange år var der en fast tradition for, at mændene i familien 2. juledag drog fra Emmas hus på Møllebakken til Bakkevænget 2 for i fællesskab at diskutere en meget overvejet foldedør mellem spiseområde og stue. Der blev givet mange gode råd undervejs fra de ældre brødre og svogeren, inden væggen endelig var væltet og foldedøren sat op.

Holdt til i mørkekammeret

Der blev dog også fundet tid til andet end udgravninger og istandsættelser i årenes løb. Fars største fritidsinteresse var foto. Overalt hvor han kom, så man ham med et kamera om halsen og en taske med tilbehør over skulderen.

Alt hvad der skete i lokalområdet blev dokumenteret igennem fars fotolinse. De mange billeder blev naturligvis fremkaldt i kælderens helligste rum: Mørkekammeret. Hernede fik man lov at liste med ned, hvis man lovede, at man ikke åbnede døren og ikke rystede bordpladen.

I dette hellige rum kunne man opleve fars magiske fotoverden. Alverdens motiver dukkede op af ingenting i duften af kemikalier fra hans kar, og mange af dem var endda så gode, at han høstede utallige præmier for dem. Selvom en del billeder var fra lokalområdet, var størstedelen af motiverne af os, vores mor og husets mange kæledyr.

Et stort familiemenneske

Far var familiemenneske. Alt, hvad han foretog sig, udsprang først og fremmest ud fra familiens bedste. Af samme grund var han også i flere år måleraflæser. Pengene tjent på opgaven røg ind på familiens feriekonto og finansierede utallige dejlige ture sydpå.

Når sommerferien endelig oprandt, blev bilen pakket i bedste tetris-mester stil. Ikke en eneste taske blev sat tilfældigt ind, når den lille Opel kadett skulle fragte fem mennesker til Italien. Vigtigst af alt var bestikkufferten og kølerkassen. Far elskede mad - alt mad, og gerne to portioner.

Så højdepunkterne på turen mod destinationen sydpå var de mange hyggelige pauser på diverse rastepladser ned gennem Tyskland. Der blev dækket fint op med dug på bordet og tæpper på bænkene, for mad var til for at blive nydt.

Som den mekaniker, han var, elskede han både at kravle rundt under bilen og rode med tingene, som at sidde bag rattet og lade bilen æde kilometer efter kilometer hen ad vejene.

Det sværeste for ham var faktisk at køre den lige vej hen til destinationen. Han kunne altid en hurtig genvej eller en hyggelig omvej. Så når man skulle køres et sted hen, måtte man derfor også påberegne lidt ekstra tid til køreturen.

Far elskede at have passagerer med i bilen - belønningen for at ville tage med på en køretur kunne være alt fra is til hotdogs. Men foregik turen så alene, kunne man jo heldigvis selv skabe sig noget selskab ved at skrue højt op for musikken. Bedst af alt var det at høre The Ventures eller Red Squares.

Musikken som følgesvend

Musikken blev også brugt som selskab, hvis far var alene hjemme. Man vidste det længe inden, man trådte ind på Bakkevænget. Husets gule mursten dirrede, og taget var tæt på at lette, når anlægget var skruet op på max volumen, og The Ventures drønede ud af højttalerne. Selv i garagen blev der installeret anlæg og højttalere, så der kunne skrues op, mens han makkede under en kølerhjelm eller samlede projekter på filbænken.

Legebarnet i ham forblev bevaret igennem hele livet. Som barn havde han samlet på togbane, som desværre blev solgt i ungdomsårene - til hans store fortrydelse senere i livet. Men heldigvis fik han børn - og heldigvis blev de børn glade, når de juleaften pakkede Lego op. Og heldigvis for far fik han lov at hjælpe med at samle de lego togskinner, sætte lys i togene og lade dem køre rundt i hele stuen - gerne i mørke, så vi rigtig kunne se alle lysene.

I mange år havde vi en intern joke i familien. Det var måske nok fars navn, der stod på husets skøde - men det var fra mors lønkonto, pengene til termin blev trukket. Så vi jokede med, at hus og bil var mors. Fars løn gik til madkontoen, så de var jo spist op.

Måske var det også derfor, det blev mor, der kørte i bilen på arbejde - og far der tog de 11 km på sin Puch Maxi. Hver morgen klokken 7.10 stod vi alle tre ved stuevinduet og vinkede farvel, når han med sin gule styrthjelm drog afsted på knallerten.

Vi var ikke gamle, inden vi fandt ud af, at den køretur kunne blive en fordel for os. Havde man lavet ulykker alene hjemme om eftermiddagen, var det et klogt træk at ringe ud på hans arbejde og fortælle ham det. Gassen var så gerne gået af ballonen på de 11 kilometer hjem.

Vores far var en aktiv mand. Der blev spillet badminton i Stoholm hver fredag aften, men derudover var han også et kendt ansigt overalt i foreningslivet i byen.

Der blev både trænet og dømt i håndbold, og da teenageårene nærmede sig for os børn, tog de begge to en tørn i forsamlingshuset, når der var ungdomsdiskotek. Det opdagede vi lynhurtigt, at der var en kæmpe fordel. Jakkerne kunne jo dermed ligge i sikkerhed i køkkenet i forsamlingshuset, og man vidste altid, hvor man kunne henvende sig, hvis man var usikker på noget.

Nyttig som handyman

Årene gik i det dejlige hus på Bakkevænget, barndommens land blev så småt fortid, og vi måtte alle tre ud og prøve, om vingerne kunne bære.

Også det foregik med trygheden fra vores handyman i baghånden. Far viste sig nu at være en glimrende flyttemand også. Hvis det udsprang af glæde over, at vi endelig fløj fra reden, så han slap for at gå og rydde op efter os, så viste han det i hvert fald aldrig.

Flyttelæs blev pakket ligeså sirligt og tæt som feriebagagen og ind kom også de mange transportable kasser med diverse værktøj. I perioder forlod de kasser nærmest ikke bilen, for der var jo altid lige nogle skruer og andet, der skulle fikses, når han kom på besøg.

Ting blev fundet i genbrugsbutikker og den blå avis, og alt blev meget velovervejet og sirligt hængt op, målt ud og samlet i bedste stil, mens vi sammen drøftede diverse indretninger og smarte løsninger.

Og løb vi tør for noget, smuttede han da lige forbi HobbyHallen og kiggede. Nogle gange blev han lidt udfordret af parkeringsproblemerne i København, men det kunne også løses. En indkøbsvogn i København var ligeså effektiv som en trailer i Jylland - til stor forundring for ekspedienterne i det københavnske.

Aldrig gik vi forgæves på Bakkevænget - aldrig blev vi mødt af en lukket dør. Alt kunne fikses og smarte løsninger var der nok af.

Elsket af børnebørnene

I livets næste fase kunne far opleve sin familie blive yderligere udvidet. I årenes løb blev der lagt ikke mindre end syv heldige, små børnebørn i hans kærlige arme. Denne gang udløste forøgelserne måske nok ikke flere tilbygninger til huset, men der kom atter gyngestativ, sandkasse og badebassin op i haven på Bakkevænget og legeværelse blev indrettet - intet var for godt til hans børnebørn.

Og børnebørnene elskede ham. De elskede ham for alle de små godmodige drillerier, for alle køreturene rundt i landet, tumlerierne i pools og badelande, hoppen over bølgerne i Vesterhavet. Og de fandt også hurtigt ud af, hvem man skulle ringe til, når der skulle hænges billeder eller hylder op. Morfar/farfar var på pletten ved den mindste sms.

Far beviste også, at stor viden om hele verden ikke nødvendigvis hænger sammen med, at man hele tiden flytter sig rundt. Han boede måske nok hele sit liv i Kjeldbjerg, men besad en kæmpe indsigt i verden udenfor også.

Han fulgte med i alverdens aviser og nyheder på alle platforme lige fra tekst-TV til facebook, sendte jævnligt vigtige informationer rundt til os på telefonen, og var man i tvivl om noget, lige fra hvem man burde stemme på til hvilken støvsuger man burde købe, så var det stensikkert, at man lige kunne ringe til ham og få et godt råd.

Berøringsfladen var også ubeskriveligt stor for en mand, der altid havde boet i Kjeldbjerg. Overalt, hvor han kom, kom han hurtigt i snak med folk - og kunne snakke med alle. Han var altid god for en sludder og havde en bred viden om alt muligt. Folk følte sig mødt og hørt i hans selskab.

Far var en utroligt loyal, kærlig, omsorgsfuld, ydmyg og hengiven mand, og vi er stolte af at kunne kalde ham vores far.

Æret være fars minde