Fest Konfirmationen kalder på konfirmanden

Giv konfirmanderne plads til at planlægge deres egen fest

09. februar 2020, 11:53
En konfirmation er først og fremmest konfirmandens fest, så derfor skal den unge naturligvis inddrages i den planlægning og de valg, der følger med. Foto: Ingimage.com

Fest De fleste konfirmander vil gerne være med i planlægningen af festen – og har en mening om det meste. Og sådan skal det være.

Det kan godt være, konfirmationsfesten ikke er de voksnes største og vigtigste fest, men det er helt sikkert konfirmandens største og vigtigste. Og det skal de voksne udnytte og glæde sig over.

De fleste konfirmander vil frygtelig gerne være med i planlægningen og har en mening om det meste. Om maden (jo, tarteletter ER det bedste, der findes), om tøjet på dagen, om blå mandag-dresset (ja ja, men moden skifter jo), om feststedet, transporten fra kirken, underholdningen og det hele!

Beslut og book

Og det er både hyggeligt og meningsfuldt at trække den unge med ind i planlægningen. Så bliver der heller ingen klager bagefter.

En konfirmation kræver megen planlægning – uanset om den foregår i telt i haven eller på et lejet sted med mad og servering.

Så det handler om at være i rigtig god tid. Og skal man leje et sted til festen i endog rigtig god tid. Flere år før festen har mange allerede bestilt stedet, fordi de kender datoen, så tøv ikke med at beslutte og booke.

Vælger man teltet i haven, skal man have styr på maden, hvis den skal bestilles udefra. Det kan næsten ikke bestilles for tidligt.

Tøjet på plads

Et halvt år inden konfirmationsfesten kan man godt begynde at se sig omkring efter konfirmandens tøj og kjole. Der findes mange forretninger med tøj til konfirmander og et stort udvalg af det, så lav en udflugt ud af det og hav god tid.

Det kan være svært at beslutte sig, og det er vigtigt for konfirmanden er finde det helt rigtige. Måske sker det først i den tredje butik.

Talen, underholdningen, powerpoint-showet er også rart at være i god tid med. Skal man finde gamle barndomsbilleder frem, tager det tid.

Hjælp til talen

Måske er der også en teenager, der godt kan bruge lidt hjælp til de rigtige ord til festen.

Og husk så, at den her fest er til for den unge mand eller kvinde. Det er ikke vigtigt for de voksne, om gæsterne får fisk til forret og lam til hovedret, det kan de få til en voksen-fest.

Denne fest tilhører de netop konfirmerede. Det er deres store dag - så inddrag dem, og lad dem bestemme.