Kandis igen til Stoholm

Håndboldsko skiftes ud med dansesko, når Johnny & Co vender tilbage

14. februar 2020, 08:22
Arkivfoto: Jakob Stigsen Andersen

Stoholm En succes med 450 festglade mennesker lader man ikke bare ligge. Den følger man op på.

Det gode, gamle halbal genopstod i Stoholm i 2019, da Stoholm Fritids- og Kulturcenter lagde gulv til en uforglemmelig aften med Kandis, og succesen gentages i 2020, når Johnny Hansen & Co. igen fyrer op under danseskoene.

Det sker lørdag den 7. marts, og formand i Stoholm Håndbold, Bettina Schmidt, glæder sig igen til det syn, det var at se publikum, da Kandis sidste år slog første strofe an.

- Dansegulvet var fyldt på rekordtid, og sådan blev det ved lige til det sidste. Uanset, om man normalt er til Kandis eller ej, kommer man ikke uden om, at det er en fest, når de først går i gang, lyder det glad i låget fra formanden.

Skæpper i kassen

At sidste års arrangement så også gav et dejligt overskud til klubkassen trækker selvfølgelig heller ikke fra. Det er nemlig med til også at sikre økonomi til bredden i klubben.

- Derfor var der også mange frivillige, som gav en stor hånd med og syntes, at det var et godt og sjovt arrangement at hjælpe ved, siger Bettina Schmidt om sidste års Kandis-fest, der ligesom i år var arrangeret i tæt samarbejde med Stoholm Fritids- og Kulturcenter.

- Det er jo kun positivt, når man kan samarbejde på tværs, slår formanden fast.

Hun håber på det samme rykind som sidste år, hvor flere firmaer havde valgt at invitere deres medarbejdere ud.

Også seniorerne i Sport på tværs var sidst meget stærkt repræsenterede med ikke mindre end 100 tilmeldte gæster.