Scansplaining: SAS tilbageviser påstande, ingen har fremsat

17. februar 2020, 18:10
Arkivfoto: Thomas Borberg/POLFOTO

Kommentar Uge syvs helt store (s)hitlistestormer på særligt sociale medier blev den ildsprudende vrede, en ny reklamefilm fra SAS afstedkom.

Reklamens indledende spørgsmål »What is truly Scandinavian?« gav SAS selv svaret på: »Absolutely nothing!«

Det brugte man så toogethalvt minut på at illustrere med eksempler på skandinavisk tyveri i udlandet af alt fra demokrati til rugbrød.

»Vi tager alt det, vi kan lide, med hjem fra vores ture udenlands, justerer det en lille smule, og voila: Pludselig er det en unik, skandinavisk ting,« lød det sarkastisk, inden man endelig nåede frem til det, man selv opfattede som reklamens forsonende budskab: At det ikke gør noget. Det er okaaay at kopiere. For at tage ud i verden inspirerer os til at tænke stort, og når vi tager det bedste med hjem og gør det til vores eget, vidner det kun om udsyn og nysgerrighed, om åbenhed og mangfoldighed. »We are travelers,« lød den afsluttende billetsælger.

Det forsøg på imødekommenhed og falsk ros gled dog langtfra ned hos tusindvis af fortørnede skandinaver, der så deres kultur og selvforståelse reduceret til en tarvelig tankstationsudgave af »rigtig« kultur, som den laves i Iran, Tyrkiet og Schweiz.

At vi så angiveligt skulle være så dygtige til at kopiere og fortolke andre, at det var lige til en finaleplads i X Factor, var ikke nok til at stemme Under-Skandinavien mildere overfor überbesserwisserne.

Dermed var endnu en værdikamp fløjtet i gang på sociale medier, hvor de sure beskyldte SAS for at skubbe en politisk korrekt dagsorden foran sig i endnu et knæfald for en progressiv, globalistisk og identitetspolitisk elite på venstrefløjen, som til gengæld havde en fest med endelig at kunne returnere ofte fremsatte beskyldninger om at være »krænkelsesparat« og i øvrigt pege på et nationalt snæversyn og mindreværdskompleks blandt disse »DF-typer«.

Det er dog svært at komme uden om, at SAS har et problem med sit budskab. Det bygger nemlig på falske præmisser og et forsøg på at punktere nogle myter, som ikke har bund i virkeligheden, men som SAS i stedet selv har konstrueret til lejligheden.

Med andre ord: SAS tilbageviser en række påstande, som INGEN har fremsat.

»I har ikke opfundet demokratiet,« lyder det. Nej SAS, det var der heller ingen, der troede. Faktisk får I nok svært ved at finde en eneste borger ved sine fulde fem i hele Skandinavien, som ville påstå det.

»Det var Danmark, der opfandt vindmøllen,« sagde INGEN heller nogensinde.

Wienerbrød? Fremgår det ikke ligesom af navnet, at vi anerkender, hvor det kommer fra? Hvis vi ønskede at vinde hævd på det, havde vi nok kaldt det københavnerbrød. Og at amerikanere så kalder det »Danish«, kan man vel dårligt klandre danskerne for.

Listen fortsætter, men et faktatjek fra Danmarks Radio kunne hurtigt godtgøre, at en række af SAS´ påstande om alt fra »tyrkisk« rugbrød til »schweizisk« barselsorlov i bedste fald var vildledende.

Men hvorfor skulle det være kontroversielt at oplyse, at demokratiet er opfundet i Grækenland og ikke Skandinavien? Det er jo rigtigt nok.

Ja, det er det, men det er også så oplagt almen viden, at det kun kan opfattes som nedladende overhovedet at gøre opmærksom på det.

Lad mig illustrere hvorfor med en scene: Manden og konen er ude at køre bil, hun er chauffør, han sidder i passagersædet. Han siger: »Du skal dreje til venstre derhenne«. Hun siger: »Det ved jeg godt. Jeg har kørt den tur 1000 gange.« Han siger: »Ja ja, men du skal huske at blinke til venstre, inden du drejer.« Hun siger: »Det ved jeg sgu da godt. Jeg har jo kørekort. Gider du lige??!« Han siger: »Ja ja, men du må ikke dreje, før alle de modkørende biler er forbi!«

Det er jo ikke forkert, det han siger. Men det er forkert, AT han siger det. Hvorfor? Fordi hun jo fuldstændig indlysende godt er klar over det i forvejen. Som hun siger, har hun jo et kørekort.

Det par kommer ikke til at lave børn, når de kommer hjem. Det er nok så langt fra effektivt forspil, som man kan komme, og det har et navn.

Det kaldes »mansplaining«, og det udtrykker det nedladende i, at nogen (mænd) for at hævde sig selv demonstrativt forklarer noget for andre (kvinder), som de udmærket godt ved i forvejen.

Og det er nøjagtig den samme øvelse, SAS her er ude i, når de belærer os om, at ideen om demokrati altså ikke stammer herfra.

Vi kan jo kalde det »scansplaining«, og SAS kunne i det uendelige have fortsat en liste over ting fra den skandinaviske hverdag, som vi helt indlysende heller ikke har opfundet, lige fra pizza til vodka (der som bekendt kommer fra henholdsvis Italien og Otto Duborg).

Man konstruerer altså til lejligheden selv nogle vildfarelser, som skandinaver angiveligt i hobetal skulle rende rundt i, blot for at kunne pille dem ned igen og dermed ramme lige i hjertekulen på sin formodede målgruppe: De kosmopolitiske godgørere, der det ene øjeblik hævder at lide af »flyskam«, men det næste har hovedet helt oppe i skyerne over den spraglede diversitet, de dagligt møder i udenrigsterminalen, hvor alle indforstået nikker til hinanden: »Yes, we are travelers.«

Til dem bringer jeg her en servicemeddelelse: Det var altså ikke Starbucks, der opfandt kaffen.