Så falder hammeren

Årets Dam Online auktion til fordel for Stoholm Håndbold skydes i gang til Forårsmessen

19. februar 2020, 11:49
Arkivfoto: Natalia Merzlyakova

Stoholm Gode venner af håndboldklubben i Stoholm er i disse dage på vej rundt i det lokale erhvervsliv for at finde effekter til den årlige Dam Online støtteauktion.

Dam Auktioner, der holder til på Skalmstrupvej i Stoholm, stiller nemlig som de foregående år kvit og frit deres auktionsplatform til rådighed for klubben, der dermed hæver hele det indkomne beløb på de friske bud til støtte for klubbens arbejde for såvel børne- og ungdomshåndbolden som seniorerne.

Vær beredt

Derfor lyder opfordringen til dem, der kender rumlen og allerede ved, hvad de har at give, at de skal sende et billede med angivelse af værdi (minimum 250 kroner) plus en tekst til bjarne@stoholm-slagter.dk.

Så skal klubben nok sørge for at få samling på effekterne, der tidligere har talt alt fra halve grise til håndværkere for en dag.

Auktionen startes til Forårsmessen i Stoholm Fritids- og Kulturcenter den 15. marts, hvor der vil være en stand med nogle af effekterne. Auktionen slutter den 1. april klokken 20, og det er ingen nar.

Man kan byde og følge auktionen på www.damonline.dk