Der er varme i vandet

Spildevand og drikkevand kan opvarme tusinder af danske hjem

22. februar 2020, 12:16
PR-Foto

Energi Grøn varme til 400.000 gennemsnitlige parcelhuse. Så stort er det teoretiske potentiale, hvis man ved hjælp af varmepumper udnytter varmen i spildevand og drikkevand.

Flere steder i landet er man allerede i gang, men størstedelen af det lunkne, rensede spildevand får lov at løbe uudnyttet ud i naturen.

- Det bør være et lovkrav, at varmen i spildevandet udnyttes. Det er grotesk, at samfundet skal producere ny varme til erstatning for det, vi bare lukker ud, siger Per Holm, direktør i BlueKolding, til branchemagasinet DanskVand.

Spildevand er velegnet

Det er ikke specielt vanskeligt at udnytte varmen i spildevandet, og teknologien er velkendt.

Der er i princippet tale om en varmepumpe, som man kender fra jordvarmeanlæg. I stedet for jorden er det bare vand, der er varmekilden. Og til det formål er spildevandet meget velegnet, fordi temperaturen er forholdsvis høj. Det giver varmepumpen en højere nytteværdi.

Omkring 700 mio. kubikmeter spildevand bliver hvert år renset på de danske renseanlæg, og hvis man udnytter varmepotentialet ved hjælp af varmepumper, vil man teoretisk set være i stand til at opvarme 300.000 gennemsnitlige, danske parcelhuse. Gør man det samme med drikkevandet, vil man kunne opvarme yderligere 100.000 huse.